Aftaler og abonnementer

Internet og bredbånd - opsigelse og binding

Skal du have nyt internet eller bredbånd? Inden du tegner det endelige abonnement, så læs aftalen grundigt igennem. Tjek blandt andet vilkårene for at opsige abonnementet.

Hastigheden på din forbindelse

Hastigheden på dit bredbånd afhænger af flere ting. Fx hvilken slags bredbånd du har, hvor mange brugere der er på, og om du fx befinder dig i en bygning, der nedsætter hastigheden.

Det er ikke altid muligt at angive den præcise hastighed. En udbyder af bredbånd skal derfor i sin markedsføring oplyse, hvad du med rimelighed kan forvente af produktet.

Hvis en bredbåndsudbyder fx reklamerer med en hastighed ”op til”, skal hovedparten af de forbrugere, reklamen er rettet til, kunne opnå en hastighed, der ikke afviger væsentligt fra det lovede. Hvis der er geografiske begrænsninger i dækningen, skal det også klart fremgå af markedsføringen.

Hastigheden på dit mobile bredbånd afhænger blandt andet af, hvor mange brugere der er på, og om du er udendørs eller befinder dig i en bygning, der nedsætter hastigheden. Hvis udbyderen ikke kan garantere en bestemt hastighed, kan udbyderen oplyse den hastighed, du kan forvente, som et interval ”fra-til”. Mindst 70 procent af de gange, du går på nettet, når du er udendørs, skal være inden for intervallet.

Det skal desuden oplyses, hvis den lovede hastighed kun kan opnås ved udendørs brug. Du skal være opmærksom på, at nogle bygninger kan nedsætte hastigheden væsentligt. Det har stor betydning, hvis du især vil bruge det mobile bredbånd indendørs.

Du skal have adgang til et kort, fx på udbyderens hjemmeside, der viser, hvor det aktuelle mobile bredbånd dækker. Eller udbyderen skal oplyse om dækningen på de adresser, du ønsker oplysning om.

Afstanden til centralen kan have betydning for hastigheden på dit fastnet bredbånd - afhængigt af hvilken type forbindelse du har.

Hvis udbyderen ikke kan garantere en bestemt hastighed, kan udbyderen oplyse den hastighed, du kan forvente som ”op til”. Mindst 80 procent af de forbrugere, markedsføringen er rettet mod, skal kunne opnå den lovede hastighed. Samtidig skal minimumshastigheden også oplyses. Hvis der fx er geografiske begrænsninger, skal det tydeligt fremgå.

Du kan bede udbyderen oplyse, hvilken hastighed du kan forvente på din adresse.

Hvis udbyderen tilbyder et sammenkoblet produkt, hvor fx bredbånd, telefon og tv modtages på samme linje, skal det fremgå med eksempler på, hvor meget samtidig brug af flere tjenester på linjen nedsætter hastigheden. Det kan fx være angivet, hvor meget hastigheden på bredbåndet nedsættes, når ét tv-apparat er tændt.

Læs mere om markedsføring af bredbåndforbindelser hos Forbrugerombudsmanden

Har du bestilt dit abonnement på bredbånd via nettet, har du som forbruger 14 dages fortrydelsesret, fra du indgik aftalen.

Når det gælder ydelser, kan du give dit samtykke til, at din fortrydelsesret ophører, selvom de 14 dage endnu ikke er gået. Det kan du fx komme ud for, hvis du ønsker at tage abonnementet i brug, inden fortrydelsesfristen er udløbet.

Vær opmærksom på, at fortrydelsesretten regnes i hele dage. Hvis du afgiver din bestilling fx mandag den 1., har du en frist til og med mandag den 15. Falder den sidste dag på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

Udbyderen af bredbånd må max. fastsætte bindingsperioden til seks måneder. Hos nogle udbydere er der ikke en bindingsperiode. Du skal kunne opsige aftalen én måned før med et varsel på max. én måned.

Skifter du udbyder af bredbånd, kan du give fuldmagt til din nye udbyder om at opsige abonnementet hos din tidligere udbyder for dig. Så sker skiftet forhåbentligt uden afbrydelse.

I nogle tilfælde skal du selv opsige din forbindelse, fx hvis du skifter netværkstype. Opsiger du selv forbindelsen, kan du risikere, at der er en periode uden forbindelse, fordi din opsigelse og oprettelsen hos den nye udbyder ikke er koordinerede. Du skal også passe på, at det ikke bliver dyrere, hvis du selv opsiger og opretter en ny forbindelse.

Inden du skriver under på aftalen om bredbånd med den nye udbyder, skal du være opmærksom på, hvor lang tid du har til at komme ud af aftalen med din nuværende udbyder. Opsiger du aftalen, inden bindingsperioden er udløbet, risikerer du at skulle betale en afgift eller resten af prisen for dit nuværende abonnement.

Du kan opsige aftalen med din nuværende udbyder én måned før med et varsel på max. en måned. Afvent med at bestille dit nye abonnement, til din nuværende udbyder har bekræftet din opsigelse.

Der er ingen formkrav til, hvordan du skal opsige dit abonnement, men udbyderen kan anbefale en måde i sine vilkår.

Hvis du opsiger dit bredbåndsabonnement, skal du i nogle tilfælde returnere udstyr, fx modem og strømforsyning, til udbyderen.

Når du returnerer udstyret, så husk at få en kvittering. Så kan du dokumentere, at du har sendt pakken med udstyret.

Det vil som udgangspunkt være dit ansvar, at udstyret kommer frem til udbyderen. Hvis udstyret ikke kommer frem til udbyderen, kan du risikere at skulle betale et gebyr, hvis det på forhånd er aftalt med udbyderen.

Abonnerer du i forvejen på en samlet pakke, der fx indeholder både bredbånd og fastnettelefoni eller bredbånd og tv, kan du risikere, at udbyderen lukker telefonnummeret eller for adgangen til tv, hvis du opsiger den del af aftalen, der vedrører bredbånd. Fx fordi aftalen om levering af bredbånd i din kontrakt er en forudsætning for aftale og levering af de øvrige tjenester. Kontakt derfor din udbyder, og hør nærmere.

Der kan komme gebyrer oven i den pris, du skal betale for dit nye abonnement på bredbånd. Det kan fx være et oprettelsesgebyr eller et gebyr for forsendelsen af bredbåndspakken.

Du vil ofte selv skulle installere dit bredbånd, men det kan også være, du skal have hjælp fra en tekniker, og det koster ekstra. Har du selv forsøgt at installere dit bredbånd, men virker det ikke, kan selskabet opkræve ekstra betaling for fejlsøgning og for de udgifter, der er forbundet med at løse problemet.

Virker bredbåndsforbindelsen ikke i en periode, fordi du selv har lavet en fejlinstallation, kan du ikke nødvendigvis få et afslag i prisen.

Hvad er Tjekditnet.dk?

På hjemmesiden Tjekditnet.dk kan du se, hvilke udbydere der leverer bredbånd på din adresse.

Du kan også se, om de udbyder bredbånd via telefonnet, kabelnet eller fibernet samt få information om den højest mulige hastighed, du kan købe.

Gå til Tjekditnet.dk