Aftaler og abonnementer
Dating på nettet – det skal du være opmærksom på
Læs betingelserne, før du tegner abonnement til dating på nettet. Du risikerer at binde dig til et abonnement, som du har svært ved at komme ud af igen.
Som udgangspunkt har du 14 dages fortrydelsesret, når du tegner et abonnement på dating på nettet eller over din mobiltelefon. Du kan dog give dit samtykke til, at din fortrydelsesret ophører, selvom de 14 dage endnu ikke er gået, hvis du tager abonnementet i brug og fx opretter en profil.
Vær opmærksom på, at fortrydelsesretten regnes i hele dage. Hvis du afgiver din bestilling fx mandag den 1., har du en frist til og med mandag den 15. Falder den sidste dag på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.
Vil du opsige dit abonnement på dating, er det ikke tilstrækkeligt blot at stoppe betalingen. Hvis du gør det, vil abonnementet løbe videre, men uden du betaler for det. Det kan senere give problemer med rykkergebyrer og inkasso.
Datingsiden må ikke stille formkrav til, hvordan du skal opsige dit abonnement, men den kan anbefale en måde i sine vilkår. Hvis du har tegnet abonnementet via nettet eller din mobiltelefon, har du dog ret til at opsige det samme sted. Hvis du opsiger et abonnement på samme måde og sted, som du indgik det, er din opsigelse gyldig, også selvom datingsiden i sine vilkår og betingelser har skrevet, at opsigelse skal ske på en anden måde.
Det er forbrugeraftaleloven, der giver forbrugerne ret til at opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser - fx abonnementer - på samme medie eller tekniske platform, som den, aftalen blev indgået på. Det betyder, at sælgeren skal sikre, at det er lige så nemt for forbrugeren at opsige en aftale, som det er at indgå den.
Har du tegnet et prøveabonnement på dating på nettet, så vær særligt opmærksom på, om aftalen med datingsiden automatisk fortsætter efter prøveperioden, så du er bundet af aftalen, indtil du selv opsiger den.
Vær opmærksom på, om du afgiver rettighederne til de billeder, du uploader på din profil på datingsiden. Du kan risikere, at der står i aftalevilkårene, at datingsiden må bruge billederne i deres markedsføring.
Det er også en god idé at søge på nettet efter andre brugeres erfaringer med datingsiden.
Der har blandt andet været eksempler på forbrugere, der efter at have oprettet en gratis profil på en datingside skulle opgradere til et betalt medlemskab for at kunne læse beskeder fra andre brugere. Beskederne viste sig imidlertid at være autogenererede, og derfor ønskede forbrugerne at fortryde abonnementet. Hvad de ikke vidste, var, at de ved at tage datingprofilen aktivt i brug, det vil sige ved at læse beskederne, fraskrev sig deres fortrydelsesret. Nu blev de så bundet til abonnementet.
Der har også været eksempler på, at forbrugernes datingprofil pludselig figurerer på flere sites, fordi ejeren af sitet af markedsføringshensyn har flere sites med forskellige navne. Eller at forbrugere, der har takket ja til et gratis abonnement i få dage, pludseligt er blevet bundet til et fast abonnement, uden at de er blevet oplyst om det.
Selvom datingsiden er på dansk, og adressen ender på .dk, behøver det ikke at høre hjemme i Danmark. Det vil have betydning for dine muligheder for at klage.
Klager over datingsiden
- Opdager du, at datingsiden fortsætter med at hæve penge, efter du har opsagt dit abonnement, skal du straks kontakte datingsiden.
- Kan du ikke få løst problemerne ved at henvende dig til datingsiden, kan du klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager, hver der er tale om et dansk firma, og hvis abonnementet har kostet mere end 1.050 kroner.
- Er datingsiden hjemmehørende i et af de andre EU-lande, Norge eller Island, kan du henvende dig til Forbruger Europa.
- Bliver de billeder, du har uploadet på din profil, misbrugt til markedsføring, så kontakt i første omgang datingsiden. Kan I ikke finde en løsning, kan du kontakte Forbrugerombudsmanden.
Gå til Mæglingsteamet for Forbrugerklager
Relevant lovgivning
Når du handler på nettet, har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret.