Regler
Dine rettigheder – når du handler på nettet
Når du handler på nettet, afhænger dine rettigheder af, om du handler med en virksomhed eller en privatperson. Hvis du handler via en digital platform, så vær opmærksom på platformens rolle i handlen.
-
.
Tjek sælgeren
-
Vær opmærksom på, hvem du handler med. Hvis du tror, du handler med en virksomhed, og det viser sig at være en privatperson, har det betydning for dine rettigheder.
-
.
Læs handelsbetingelserne
-
Hvis du handler via en digital platform, så læs, hvordan platformen beskriver sin egen rolle i handlen? Hvad står der om fortrydelsesret? Og hvordan skal man forholde sig, hvis der er noget galt med varen?
-
.
Betal med betalingskort
-
Du har mulighed for at få dine penge ført tilbage via banken, hvis sælgeren ikke leverer varen, når du har betalt med betalingskort, hvor du indtaster kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre, eller hvis du har betalt med mobilbetaling, hvor betalingen bliver gennemført med et tilknyttet betalingskort.
Hvis du handler i en netbutik, vil du handle med en virksomhed. Det betyder, at dit køb vil være omfattet af reglerne for forbrugerbeskyttelse, fx har du 14 dages fortrydelsesret.
På nettet findes der mange forskellige typer af handelsplatforme. Det kan fx være digitale markedspladser, bookingsider, opslagstavler, hvor private sætter varer til salg, sociale medier mv.
Handler du via en digital platform, kan det være sværere at gennemskue, hvem du indgår aftalen om købet med – om det er platformen selv, en virksomhed eller en privatperson, som sælger via platformen.
- Fremgår det ikke på platformen, hvem sælgeren er, så er det ifølge danske regler platformen, du handler med. Du vil være omfattet af reglerne om forbrugerbeskyttelse, da du handler med en virksomhed. Vær opmærksom på, at det kan forholde sig anderledes på udenlandske platforme.
- Hvis du kender sælgerens identitet, men platformen medvirker aktivt til handlen, kan platformen ud fra en konkret vurdering fungere som formidler. Platformen kan deltage aktivt i handlen ved fx at modtage vederlag i forbindelse med den enkelte handel, ved at stille et betalingssystem eller auktionssystem til rådighed eller ved at deltage aktivt i markedsføringen af produktet. Hvis platformen fungerer som formidler, vil der være tale om et forbrugerkøb. Det betyder, at du vil have 14 dages fortrydelsesret, og at købet vil være dækket af købelovens forbrugerbeskyttende regler. Hvis du vil klage over varen, skal du dog henvende dig til den egentlige sælger af varen.
- Nogle digitale platforme stiller alene hjemmesideplads eller en app til rådighed. Platformen modtager ikke nødvendigvis vederlag fra sælgeren, og betaling og udveksling af varen foregår indbyrdes mellem køberen og sælgeren uden om hjemmesiden/app’en. Hvis du har handlet med en privat sælger på en platform, der bare stiller hjemmesideplads/en app til rådighed for to private handlende, så gælder forbrugerbeskyttelsesreglerne ikke. Hvis sælger er privatperson, har du ingen fortrydelsesret, medmindre I har aftalt det.
- Udbyderen af en onlinemarkedsplads skal, før der indgås en aftale med en forbruger, oplyse navnet, adresse og land på den tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen. Sælgeren, dvs. ikke onlinemarkedspladsen, men sælgeren, der sælger sine varer via onlinemarkedspladsen, er desuden forpligtet til at oplyse forbrugeren om, hvem forbrugeren handler med.
Klager over køb på nettet
Hvis du vil klage over en vare eller ydelse, som du har købt på nettet, skal du først kontakte sælgeren.
Hvis I ikke kan nå til enighed om en løsning, kan du tage sagen videre til Mæglingsteamet for Forbrugerklager.