Penge og forsikring
Finansielle influenter
Finansielle influenter – såkaldte finfluencere – giver investeringsanbefalinger online via sociale medier. Men de finansielle influenter kan have varierende eller ingen kompetence til at rådgive om investeringer, og i nogle tilfælde har konceptet karakter af pyramidespil. Læs her, hvad du skal være opmærksom på.

"Jeg lever i sus og dus sydpå af afkastet af mine aktier, og hvis du følger mine råd, kan du selv komme til at gøre det samme”.
Flere finansielle influenter – såkaldte "finfluencere" – giver investeringsråd online eller via sociale medier.
Men personerne kan have varierende eller ingen faglig kompetence til at rådgive om privatøkonomi, og deres investeringsråd kan være baseret på misvisende eller mangelfuld information.
Rådgivningen kan være risikabel
Hvis du blindt følger råd fra finansielle influenter, kan det derfor i nogle tilfælde føre til økonomiske tab for dig som forbruger – eksempelvis hvis der opfordres til investering i meget risikable aktier eller kryptovaluta, som taber værdi.
I andre tilfælde har de finansielle influenters "rådgivning" karakter af et decideret pyramidespil, fordi du som forbruger ikke køber værdipapirer. I stedet køber du adgang til et investeringsfællesskab eller en platform, som ikke har en reel værdi, men hvor indtjeningen alene genereres af, at du selv skal hverve nye medlemmer.
Læs her, hvad du skal være opmærksom på, før du følger råd fra en finansiel influent via sociale medier, og hvad du kan klage over.
Gode råd før du tager imod investeringstips
- Inden du modtager finansiel rådgivning, råder Finanstilsynet til, at du som det første stiller kritiske spørgsmål og bruger troværdige kilder - eksempelvis investeringsrådgivere med tilladelse fra Finanstilsynet.
- Hvis den finansielle influent ikke har en relevant uddannelse eller autorisation, så spørg dig selv, hvorfor vedkommende så skulle have rådgivningskompetence. Tjek også, om personen kan dokumentere en historik med succesfulde investeringer over længere tid.
- Vær især opmærksom, hvis der anbefales investeringer, som lover meget højt afkast, og husk den gamle vending - at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det nok også tilfældet.
- Undgå at investere på baggrund af trends og tips, som går viralt på nettet. Hvis en aktie eller en investeringsfidus er offentligt kendt, er det ofte for sent at opnå store gevinster, og det er risikabelt at løbe med på tidens trends.
- Husk at læse det med småt. Hvis den finansielle influent råder til at investere i et produkt - eller ligefrem reklamerer med det - så nærlæs, hvad produktet består af. Hvis der ikke fremgår nogen betingelser eller detaljer, så vær skeptisk.
- Læs, hvordan den finansielle influent markedsfører produktet. Måske har personen selv en økonomisk interesse. Det kan enten være via reklamelinks eller ved at sælge investeringsfællesskaber, hvor influenten tjener penge på at hverve nye medlemmer. Herefter bliver du måske selv lovet penge for at hverve nye betalende medlemmer, eller måske bliver du lovet at stige i graderne til en endnu mere lukket klub. Her begynder den finansielle "rådgivning" at få karakter af et pyramidespil.
Læs mere om reglerne for pyramidespil på spillemyndigheden.dk
Kend reglerne for investeringstips og pyramidespil
Det er forbudt at udbyde pyramidespil i Danmark. Pyramidespil er kendetegnet ved at:
- Deltagelse kræver en indsats af penge eller andre økonomiske værdier.
- Man stilles som forbruger/deltager i udsigt, at man kan tjene penge på sigt.
- De penge, man kan tjene, kommer hovedsageligt fra økonomisk indsats fra andre deltagere, som efterhånden indtræder i arrangementet.
Et pyramidespil kan eksempelvis være, at du skal betale for at være med i et investeringsfællesskab eller en lukket klub omkring en influent. Herefter afhænger din indtjening hovedsageligt af, at du hverver nye medlemmer til fællesskabet - fordi fællesskabets produkt i sig selv ikke genererer økonomisk afkast.
Læs mere om pyramidespil hos spillemyndigheden.dk
Kilde: Spillemyndigheden.
Det er ikke forbudt at offentliggøre eller udbrede investeringsanbefalinger på nettet. Hvis der er tale om en investeringsanbefaling, betyder det dog, at reglerne om investeringsanbefalinger gælder.
Reglerne fastslår, at der skal følge en række yderligere oplysninger med, når man - som eksempelvis influent - anbefaler en investering.
Reglerne skal sikre, at modtagerne af en investeringsanbefaling kan stole på, at indholdet er pålideligt og objektivt, og at afsenderen ikke har skjulte interesser eller motiver bag anbefalingen.
Du kan læse mere om markedsmisbrugsforordningen hos finanstilsynet.dk
Kilde: Finanstilsynet.
Virksomheder, herunder erhvervsdrivende influenter, må ikke bruge vildledende eller urigtige oplysninger i deres markedsføring eller udelade oplysninger, som er væsentlige for dig som forbruger. De skal desuden kunne dokumentere påstande om et produkts egenskaber.
Hvorvidt en influent er erhvervsdrivende afhænger af flere ting:
Influenter, der driver deres profiler på sociale medier gennem et CVR-nummer, er uden videre erhvervsdrivende i markedsføringslovens forstand. Influenter uden et CVR-nummer kan ud fra deres virke også blive betragtet som erhvervsdrivende. Erhvervsdrivende influenter er selv ansvarlige for at overholde lovgivningen.
Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der fører tilsyn med, at virksomheder – og dermed også erhvervsdrivende influenter - overholder markedsføringsloven.
Læs mere om erhvervsdrivende influenter på forbrugerombudsmanden.dk
Kilde: Forbrugerombudsmanden.
Erhvervsdrivende influenter skal overholde markedsføringsloven i alle deres opslag.
Erhvervsdrivende influenter må ikke komme med vildledende eller usande udsagn, og de skal kunne dokumentere påstande om et produkts egenskaber. Det vil sige, at hvis en influent lover et højt afkast, skal de som udgangspunkt kunne dokumentere, at investeringen faktisk giver et højt afkast.
Hvis en influent giver indtryk af at have tjent en masse penge på at investere, men indtjeningen i virkeligheden kommer fra at hverve andre medlemmer til platformen, kan der være tale om vildledende markedsføring. Dette kan straffes med bøde.
Hvis en influent modtager betaling for at markedsføre et finansielt produkt eller en virksomhed, skal det markeres som reklame, hvis det ikke allerede fremgår tydeligt, at det er reklame.
Hvis en influent modtager betaling for at rekruttere kunder til en platform, skal det ligeledes markeres som reklame. Det samme gælder, hvis influenten modtager penge for at sælge virksomhedens services og rekruttere nye personer til at blive distributører for virksomheden.
Læs mere om erhvervsdrivende influenter hos forbrugerombudsmanden.dk
Læs mere om multi level marketing hos forbrugerombudsmanden.dk
Kilde: Forbrugerombudsmanden.
Tjek altid, om den investeringsplatform, du vil bruge til at overføre penge eller investere igennem, har en tilladelse fra Finanstilsynet.
Hvis du benytter en investeringsplatform uden tilladelse fra Finanstilsynet, er du ikke sikret investorbeskyttelse. Det betyder, at du ikke kan klage til Det finansielle ankenævn eller Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber. Investeringerne er heller ikke dækket af Garantiformuen. Det er derfor usandsynligt, at du får dine penge tilbage, hvis der opstår problemer.
Med andre ord: undgå at tage chancer med ulovlige investeringsplatforme. Ved at sikre dig at platformen er registreret, stiller du dig selv stærkere som investor.
Kilde: Finanstilsynet.
Hvis du vil klage
- Hvis du vil klage over en finansiel influent, som opfordrer til ulovligt pyramidespil, kan du klage til Spillemyndigheden
- Hvis du vil klage over skjult reklame eller vildledende markedsføring af produkter, ydelser eller virksomheder, der ikke har karakter af pyramidespil, kan du klage til Forbrugerombudsmanden
- Hvis du vil klage over en finansiel virksomhed, er der forskellige ankenævn, du kan gå til som forbruger. Læs mere hos Finanstilsynet
RELATERET INDHOLD PÅ FORBRUG.DK

Mangler du stadig svar?
Hvis du ikke har fundet, hvad du søgte efter, så brug enten søgefeltet øverst til højre på siden eller følg linket nedenfor.
Sidst opdateret 31.03.2025