Nethandel

Handel på nettet uden for EU

Når du handler på nettet bør du altid undersøge, hvor webshoppen hører hjemme. Det betyder både noget for prisen og dine klagemuligheder, hvis varen er sendt fra en webshop uden for EU.

Handel på nettet uden for EU

Hvem står bag webshoppen?

Tjek altid, hvor webshoppen hører hjemme, og hvem der står bag. Du kan ikke regne med, at en butik hører hjemme i det land, der er angivet i adressefeltet. Selvom der fx står .dk, kan butikken godt høre hjemme i Kina.

  • Er det en .dk-adresse, kan du se, hvem der har registreret domænenavnet på dk-hostmaster.dk.
  • Er det ikke en .dk-adresse, kan du se, hvem der har registreret domænenavnet på who.is.

Før du handler, kan det være en god idé at søge på netbutikkens navn på en søgemaskine. Hvis andre forbrugere har haft dårlige erfaringer med netbutikken, kan du ofte finde det beskrevet på nettet, hvis du søger på netbutikkens navn.

Se mere om hvordan du tjekker en webshop

Du skal betale moms, told og transportørgebyr, når du handler uden for EU

Når du handler med en webshop, der hører hjemme i et land uden for EU, vil prisen ofte være oplyst uden dansk moms, told og transportørgebyr og for nogle varer også punktafgift. Oven i kommer fragten, medmindre virksomheden dækker fragtomkostningerne.

Du skal som hovedregel betale told og dansk moms, hvis varen bliver sendt fra et land uden for EU. Du skal betale:

  • Moms af første krone på alle varer, der er købt uden for EU. 
  • Told af varer købt på nettet fra et land uden for EU, hvor den samlede pris overstiger 150 euro (1.150 danske kroner) før fragt.
  • Transportørgebyr på alle forsendelser, som kommer ind i Danmark fra lande uden for EU. 
  • Punktafgifter på bestemte varer som fx tobak, vin spiritus med flere.

Toldstyrelsen og Skattestyrelsen kan vejlede dig om told, moms og særlige afgifter i forbindelse med handel på nettet uden for EU.

Er du tvivl om, hvornår du skal betale told?

På Toldstyrelsens hjemmeside finder du en beregner, hvor du kan beregne din told på almindelige varer, fx bøger, tøj og elektronik, hvis du køber på nettet og får tilsendt fra et land uden for EU.

Mulighed for at få pengene tilbageført af banken (charge back)

Når du handler på en webshop uden for EU, er det en god idé at betale med betalingskort. Dukker varen ikke op, eller modtager du et forkert produkt, har du mulighed for at få din bank til at returnere dine penge. Du har også mulighed for at få tilbageført dine penge, hvis der bliver hævet flere penge fra din konto, end du har aftalt med netbutikken.

Det forudsætter dog, at du har betalt med betalingskort, hvor du indtaster dit kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre. Det er desuden en forudsætning, at du forgæves har kontaktet webshoppen for at få leveret den manglende vare eller få pengene tilbage. Reglerne gælder også, hvis du har betalt med en betalingsapp på mobilen.

Læs mere om charge back

Du kan også læse mere om charge back på Forbrugerombudsmandens hjemmeside

Dine klagemuligheder – webshoppen markedsfører sig i Danmark

Uanset hvor webshoppen hører hjemme, er du beskyttet af de danske forbrugerregler, hvis webshoppen markedsfører sig i Danmark. Her kigger man eksempelvis på, om sproget på hjemmesiden er dansk, om du kan betale i danske kroner, og om netbutikken leverer til Danmark - altså en samlet vurdering. I så fald har du eksempelvis to års reklamationsret, hvis der er fejl ved varen.

Men opstår der en strid, skal virksomheden som udgangspunkt høre hjemme i Danmark, for at du kan klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager, der behandler forbrugerklager over virksomheder, der er etableret i Danmark.

Hører virksomheden hjemme uden for EU, kan du i princippet anlægge sag ved de danske domstole. Du skal dog være opmærksom på, at det kan være svært at få dit krav gennemført, hvis webshoppen hører hjemme i eksempelvis Kina.

Læs også mere om dine klagemuligheder, hvis netbutikken hører hjemme i et land inden for EU

Dine klagemuligheder - netbutikken markedsfører sig ikke over for danskere

Hvis du handler i en udenlandsk netbutik, der ikke markedsfører sig i Danmark, vil det normalt være lovgivningen i netbutikkens hjemland, der gælder for aftalen, medmindre I har aftalt noget andet. En sag vil som udgangspunkt skulle behandles i virksomhedens hjemland.

Hvis en virksomhed uden for EU har leveret produktet til dig i Danmark, vil du i nogle tilfælde kunne indbringe en klage for de danske domstole. Her skal du igen være opmærksom på, at det kan være svært at få dit krav gennemført, hvis netbutikken hører hjemme i fx Kina.

Særligt om online platforme

Når du handler på nettet, kan du støde på online platforme, der ligner netbutikker, men som egentlig blot er platforme, der formidler produkter på vegne af forskellige virksomheder.

Det kan fx være:

  • Bookingsider, hvor du kan finde og bestille forskellige ydelser, fx fly og hotel
  • Online markedspladser, hvor sælgere og købere kan mødes og handle

Har du handlet via en online platform, kan det være svært at gennemskue, hvem du har købt varen af, og hvem du i så fald skal klage til, hvis der opstår problemer med varen, fx hvis den ikke bliver leveret, eller hvis der er fejl på den.

Markedsfører online platformen sig mod danskere, er online platformen som udgangspunkt ansvarlig for, at varen bliver leveret som aftalt, og at den er uden fejl. Online platformen er ikke ansvarlig, hvis den kan bevise, at den alene fungerer som formidler. I det tilfælde skal det tydeligt fremgå, at den alene er formidler. Det skal også tydeligt fremgå, at du indgår en aftale med virksomheden om købet.

Ender sagen i et dansk klagenævn, vil det altid bero på en konkret vurdering, hvem du troede, du havde handlet med, og hvem der derfor eventuelt er ansvarlig, hvis der opstår fejl ved varen.

Et godt råd er, at du altid både klager til online platformen og virksomheden, hvis der opstår et problem med varen.

Få råd om produktsikkerhed ved køb uden for EU hos Sikkerhedsstyrelsen

Sidst opdateret 21.02.2023