Pakkerejser

Rejsegarantifonden

Går rejsebureauet eller flyselskabet konkurs, kan Rejsegarantifonden blandt andet hjælpe med hjemrejse og godtgørelse.

En pakkerejse er en rejse, der består af mindst to af følgende elementer:

  • Transport, fx fly, bus, tog eller skib
  • Indkvartering, fx hotel, lejlighed, hytte og lignende
  • Udlejning af biler og andre motorkøretøjer
  • Anden turistydelse, der udgør en væsentlig del af rejsen, fx liftkort på en skirejse, teaterbilletter, golfbaneleje, jagtleje, billetter til fodboldkampe og udflugter på rejsen

Pakkerejsen skal vare mindst 24 timer eller omfatte en overnatning.

Det er en forudsætning, at de forskellige ydelser er sammensat af én rejseudbyder, inden der indgås en aftale om alle rejseydelserne, eller at de, hvis de er købt hos forskellige udbydere, fx er solgt til en samlet pris eller er solgt under betegnelsen ”pakkerejse”.

Læs mere om pakkerejser her

Et sammensat rejsearrangement består af mindst to forskellige rejseydelser, som indgår i den samme rejse, og hvor du indgår særskilte aftaler med hver enkelt leverandør.

Et sammensat rejsearrangement kan opstå på to måder.

For det første kan det opstå, hvis:

  • du under et besøg på en rejseudbyders salgssted eller via en enkelt telefonsamtale med rejseudbyderen køber og betaler for en rejseydelse, hvorefter rejseudbyderen under samme besøg eller under samme telefonsamtale formidler købet af en ny rejseydelse, som du også udvælger og betaler særskilt for.

Det kan fx være, hvis du i rejsebureauets fysiske butik køber og betaler for en flyrejse, hvorefter rejsebureauet tilbyder at formidle et hotelophold på samme rejse, som du accepterer og herefter betaler for. Et sådant køb er ikke en pakkerejse, da du betaler separat for hver enkelt rejseydelse og ikke samlet som ved en pakkerejse.

Det kan også være, hvis du under et besøg på rejsebureauets hjemmeside eller ved en enkelt telefonsamtale med rejsebureauet køber og betaler for en rejseydelse og herefter gennem rejsebureauet køber en ny rejseydelse hos en anden leverandør.

Det kan også være tilfældet, hvis du efter at have købt den første rejseydelse, fx et hotelværelse, på rejsebureauets hjemmeside bliver præsenteret for en række tilbud på en eller flere yderligere rejseydelser, fx billeje, som rejsebureauet formidler for en anden rejseudbyder. Det kan fx være via et pop op-vindue, som dukker op, efter du har betalt for den første rejseydelse. Du betaler for de to rejseydelser hver for sig.

For det andet kan et sammensat rejsearrangement opstå, hvis:

  • en rejseudbyder målrettet formidler kontakt til en anden rejseudbyder, og du indgår aftalen med den anden rejseudbyder senest 24 timer efter, at du har fået bekræftet købet af den første rejseydelse.

Det kan fx ske ved, at du har bestilt en fly- eller togrejse og sammen med bekræftelsen på, at du har bestilt rejsen, modtager en opfordring til at bestille yderligere en rejseydelse med et link til det websted, hvor du kan bestille ydelsen. Det kan fx være tilfældet, hvis du efter at have købt en togrejse modtager en bekræftelsesmail fra togselskabet, hvori der er et link til et hotels hjemmeside. Du skal bestille hotelværelset senest 24 timer efter, at du har bestilt busrejsen, for at det er et sammensat rejsearrangement.

Det vil ikke være et sammensat rejsearrangement, hvis der blot linkes til hjemmesider, hvor formålet ikke er, at der indgås en aftale, eller links, hvor du blot bliver oplyst om andre rejseydelser generelt. Der er heller ikke tale om et sammensat rejsearrangement, hvis du køber to rejseydelser uafhængigt af hinanden, og den første rejseudbyder ikke har formidlet kontakt til den anden rejseudbyder. I den situation er du ikke omfattet af rejsegarantifondens dækning, medmindre der er tale om køb af en flybillet.

Sammensatte rejsearrangementer – vigtigt at være opmærksom på

Det er vigtigt, at du ved sammensatte rejsearrangementer er opmærksom på, at hver enkelt leverandør er ansvarlig for at levere sin del af rejsen. Fx vil hotellet kun være ansvarlig for, at du får hotelværelset. Det er ikke ansvarligt for, at du når frem med bussen, toget eller flyet.

Det er også kun den rejseudbyder, der har formidlet det sammensatte rejsearrangement, der skal stille en garanti, som beskytter dig, hvis rejseudbyderen går konkurs. Garantien gælder derfor kun for de rejseydelser, som rejseudbyderen er ansvarlig for og har modtaget betaling for.

Det er desuden vigtigt, at du er opmærksom på, at du ved sammensatte rejsearrangementer ikke er dækket af de særlige regler for pakkerejser, som beskytter dig i tilfælde af, at rejsen har mangler.

Rejsegarantifonden kan også dække, selvom du alene har købt en flyrejse, og flyselskabet går konkurs. Det er en forudsætning, at din flybillet er en udlandsrejse med ud- og hjemrejse fra og til en dansk lufthavn. Du kan godt have købt din ud- og hjemrejsebillet hos to forskellige flyselskaber, så længe du rejser fra og hjem til en dansk lufthavn. Det gælder også, selvom du undervejs skal mellemlande i et andet land end Danmark.

Går rejseudbyderen eller flyselskabet konkurs inden afrejsen, får du normalt erstattet prisen på flybilletten. Du får ikke erstattet eventuelle forsikringer, du har betalt for.

Gavekort kan i nogle tilfælde erstattes. Du kan kontakte Rejsegarantifonden for at høre, om det er dækket.

Rejsegarantifonden sørger for at skaffe de rejsende tag over hovedet på rejsemålene, indtil det er muligt at skaffe hjemtransport.

I nogle tilfælde sørger Rejsegarantifonden for, at rejsen bliver gennemført som planlagt.

Bliver din rejse afbrudt, eller modtager du ikke alle de ydelser, som du har betalt forud, fx teaterforestillinger og udflugter, kan Rejsegarantifonden udbetale en rimelig godtgørelse.

Har du alene købt en flyrejse, kan Rejsegarantifonden sørge for hjemrejse, hvis flyselskabet går konkurs.

Det er vigtigt at gemme alle kvitteringer, fakturaer, rejsebeviser og andet, der kan bevise, hvad du har købt og har haft af udgifter.