Bus og tog i Danmark
Klager over bus og tog
Er din bus eller dit tog væsentligt forsinket, eller er du uenig i en kontrolafgift? Så skal du hurtigst muligt henvende dig til trafikvirksomheden.
Ankenævnet for Bus, Tog og Metro: Behandler klager fra forbrugere over rejser med kollektiv trafik i Danmark, uanset om det er en bybus eller en fjernbus. Ankenævnet behandler blandt andet sager om kontrolafgifter, billetkøb, aflysninger og forsinkelser mv.
For at ankenævnet kan behandle din klage, skal du forgæves have henvendt dig til trafikvirksomheden for at finde en løsning. Vær opmærksom på, at ankenævnet ikke behandler klager over personskader i bussen, idet de er dækket af køretøjets lovpligtige ansvarsforsikring.
På Ankenævnet for Bus, Tog og Metros hjemmeside finder du en klagevejledning.
Forbrugerombudsmanden kan blandt andet behandle sager om trafikvirksomheders markedsføring, aftalevilkår og opkrævning af gebyrer.
Har du rejst med bus eller tog på tværs af EU’s grænser, kan Forbruger Europa hjælpe dig, hvis der opstår problemer.
På Forbruger Europas hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du klager.
Du kan desuden læse mere om dine rettigheder ved henholdsvis busrejser og togrejser.
Når kontrolløren skal udstede en kontrolafgift, vil du blive bedt om at vise legitimation, fx kørekort. Derudover skal du med navn, adresse, fødselsdato og underskrift kvittere for, at du har modtaget kontrolafgiften.
Trafikvirksomheden fastsætter selv størrelsen på kontrolafgiften, som typisk ligger mellem 375 kroner for børn og op 1.000 kroner for voksne. Du kan også få udstedt en kontrolafgift, hvis du ikke har gyldig billet til din cykel eller din hund.
I nogle tilfælde kan du få nedsat kontrolafgiften, fx hvis du har glemt dit periodekort derhjemme og derfor ikke har medbragt det under rejsen. Eller hvis du har købt en mobilbillet, men din telefon er løbet tør for strøm, når kontrolløren skal se billetten. Det kræver dog, at du inden for en bestemt frist sender dokumentation til trafikvirksomheden. Desuden beror det på en konkret vurdering af den enkelte sag.
Ankenævnet for Bus, Tog og Metro behandler blandt andet forbrugeres klager over kontrolafgifter.
Har du fået udstedt en kontrolafgift, fordi du ikke har en gyldig billet, (fx fordi billetten ikke dækker det korrekte antal zoner) kan du få svært ved at få ret i en eventuel klagesag. Det vil dog altid bero på en konkret vurdering.
Du skal typisk betale kontrolafgiften inden for en bestemt frist. Fristen står på kontrolafgiften. Betaler du ikke kontrolafgiften inden for fristen, kan trafikvirksomheden opkræve et rykkergebyr.
Trafikvirksomheden må højest opkræve tre rykkergebyrer på 100 kroner hver. Der skal mindst være 10 dage mellem hvert af rykkergebyrerne.
Mener du ikke, at du skal betale kontrolafgiften, skal du klage til trafikvirksomheden.
Kan I ikke blive enige, kan du kontakte Ankenævnet for Bus, Tog og Metro.
Det er dit eget ansvar at holde øje med, om der sker ændringer i køreplanen. Trafikvirksomheden skal dog på en tilstrækkelig tydelig måde og i tilstrækkelig god tid have oplyst om ændringerne.
Tjek derfor løbende rejseplanen.dk og trafikvirksomhedens egen hjemmeside, før du skal rejse.
Oplever du forsinkelse eller aflysning, så undersøg, om du ved hjælp af offentlig transport, fx bus eller tog, kan nå frem til dit bestemmelsessted. Tager du en taxa uden at have undersøgt andre muligheder for transport, risikerer du, at du ikke kan få erstatning for taxaregningen. Det vil dog altid bero på en konkret vurdering af omstændighederne.
Skal du nå et andet transportmiddel eller et arrangement, fx en koncert, så husk at beregne rimelig tid til at nå frem til bestemmelsesstedet. Skal du fx nå et fly, så sørg for, at du har god tid til at checke ind og nå igennem sikkerhedskontrollen.
Når du ikke dit fly på grund af en forsinket bus eller tog, vil Ankenævnet for Bus, Tog og Metro i en vurdering af sagen se på, om du havde afsat nok rejsetid i forhold til længden på rejsen til lufthavnen.
Når du rejser med bus og tog på tværs af grænserne inden for EU, har du nogle minimumsrettigheder, hvis bussen eller toget bliver forsinket eller aflyst. Der kan gælde særlige i de enkelte lande, som stiller dig bedre end minimumsrettighederne.
EU-reglerne betyder, at du kan have ret til at få tilbagebetalt den fulde billetpris eller få omlagt din rejse, hvis toget eksempelvis er forsinket mere end en time.
Er din bus aflyst eller forsinket mere end to timer, kan du ifølge EU-reglerne have ret til at få omlagt rejsen eller få tilbagebetalt billetprisen.
Du kan også kontakte Forbruger Europas forbrugerhotline, hvis du har et konkret spørgsmål til dine rettigheder.