Bolig og byggeri

Køb af byggematerialer

Har du købt byggematerialerne i et byggemarked, skal du klage dér. Har håndværkeren skaffet materialerne, er håndværkeren ansvarlig for fejl og mangler.

Køb af byggematerialer

Skaffer du selv byggematerialerne, kan du ikke drage håndværksvirksomheden til ansvar for eventuelle fejl og mangler ved materialerne.

Du må selv klage til leverandøren. Lever det håndværksmæssige arbejde ikke op til dine forventninger, kan det være svært at give håndværksvirksomheden ansvaret, hvis materialerne er af dårlig kvalitet. Selv den bedste håndværker kan ikke udføre førsteklasses arbejde med dårlige materialer.

Har du selv købt materialer, og vil du klage over det håndværksmæssige arbejde, vil det være en konkret vurdering, om fejlen ligger på arbejdet og ikke på de materialer, du selv har købt. Oftest vil der blive afholdt syn og skøn.

For byggematerialer, som du selv køber, er klagefristen 3 år, fra manglen blev opdaget - eller burde være opdaget. Dog højst 10 år for skjulte fejl. Fristen løber, fra du fik materialerne leveret. Dette gælder, medmindre fx producenten har givet en længerevarende garanti.

Vær opmærksom på, at det ikke er alle materialer, der indgår i et byggeri, der er omfattet af reglen.

Et byggemateriale med 3 års klagefrist er en vare, der tydeligvis – og udelukkende – skal indgå i et byggeri, nybyggeri, reparation eller lignende af fast ejendom. Det kan fx være tagsten, mursten, lægter, betonelementer, spær og lignende.

Toiletter, vaske, gulvtæpper, lamper og lignende er ikke byggematerialer, men varer i købelovens forstand. Der er, som på andre almindelige varer, 2 års reklamationsfrist.

Småsten, grus og sand er også varer og ikke byggematerialer, idet de ikke nødvendigvis skal bruges i et byggeri.

For de fleste byggevarer gælder det, at de skal være CE-mærkede. Du bør derfor som forbruger altid se om byggevarerne er CE-mærkede. CE-mærket viser, at byggevaren har en varedeklaration, der fortæller om dens egenskaber, fx hvor meget den kan holde til. Det er samtidig producentens løfte om, at byggevaren er testet, så man kan se, om den overholder kravene til bl.a. sikkerhed og sundhed.

En træplade kan fx se fin ud, men er den godkendt til en bærende konstruktion under dit trægulv? Kan den holde til fugten i din kælder? Må den kun bruges udendørs, fordi den afgiver giftige dampe? Er den beregnet til møbler, men ikke byggeri?

For den enkelte forbruger vil det ofte være vanskeligt at vurdere disse spørgsmål ved hjælp af byggevarens CE-mærkning. Som forbruger bør du dog altid se, om byggevarerne er CE-mærkede. Hvis du ikke selv har de tekniske forudsætninger, er det en god idé at tale om dine behov med en håndværker, en forhandler eller en rådgiver, fx en arkitekt eller ingeniør.

Læs mere om CE-mærkning af byggevarer på byggevareinfo.dk

Er du opmærksom på PVC, når du køber byggematerialer?

På Miljøstyrelsens hjemmeside finder du information, som gør dig klogere på PVC, når du bygger nyt eller renoverer derhjemme.

Gå til Miljøstyrelsens hjemmeside

Klage over byggematerialer

Har du selv købt byggematerialerne, og er der fejl på dem, skal du først klage til byggemarkedet.

Gå til Mæglingsteamet for Forbrugerklager

Relevant lovgivning

Du kan læse mere om reklamationsret og fortrydelsesret under menupunktet 'Regler'.

Gå til 'Regler'

RELATERET INDHOLD PÅ FORBRUG.DK