Biler
Autoværksteder og bilsyn
Læs om, hvad du skal overveje, når du skal have din bil repareret hos et autoværksted - herunder aftalen med autoværkstedet, pris og betaling og hvis der er fejl ved reparationen. Læs også om bilsyn.
Når du har afleveret din bil på autoværkstedet, er det vigtigt, at det fremgår meget klart af aftalen, at bilen ikke må repareres, før du har accepteret prisen. Det er dig, som skal bevise, at du har indgået sådan en aftale med autoværkstedet.
Ønsker du alligevel ikke at få bilen repareret, må autoværkstedet som udgangspunkt kun kræve betaling for at afgive tilbud, hvis det er aftalt på forhånd. Du kan dog komme til at betale for tilbuddet, selvom det ikke er aftalt, fx hvis det er klart for dig, at det vil kræve et større arbejde fra autoværkstedets side at finde en fejl. Det er autoværkstedet, der skal bevise, at det var aftalt eller var klart for dig, at der skulle betales for undersøgelsen.
Når du skal indgå en aftale med autoværkstedet, kan du enten få:
- et fast tilbud på reparationen
- et prisoverslag
- en maksimumpris
Du kan aftale med autoværkstedet, at det skal kontakte dig, hvis overslaget eller maksimumprisen overskrides.
Er der ikke aftalt en pris eller en maksimumpris, må du betale det beløb, autoværkstedet forlanger, medmindre du kan dokumentere, at beløbet er urimeligt i forhold til, hvad arbejdet normalt vil koste.
Mange autoværksteder tilbyder, at man kan bestille tid til reparation via nettet. Her kan du præcisere, hvad du ønsker repareret, og efterfølgende lave en prisaftale med autoværkstedet.
Betaler du forud, så få en skriftlig specifikation af, hvad du præcis har betalt for.
- Få altid aftalen på skrift, fx via mail. Hvis der senere opstår uenighed med autoværkstedet, er det vigtigt, at du kan dokumentere, hvad der er aftalt. Gem derfor også kopi af de arbejdssedler, autoværkstedet har pligt til at føre, udskiftede dele og mails
- Sker der senere ændringer i den aftalte pris, overslag eller maksimumpris, bør du også bekræfte den nye prisaftale på skrift. Hvis du har en skriftlig aftale med en fast pris eller maksimumspris, er det autoværkstedet, der skal bevise, at det har aftalt med dig at hæve prisen
- Vær opmærksom på, at prisen til en forbruger altid skal være inklusive moms og andre afgifter
FDM har udarbejdet en reparationsaftale, som findes på fdm.dk.
Hvis der opstår problemer med betalingen, er det reguleret i en række love og i praksis fra domstolene, hvordan problemerne håndteres. Det kan fx være, at du ikke kan eller vil betale, betaler for sent, eller at I er uenige om prisen eller arbejdets omfang.
Det er som udgangspunkt dig som forbruger, der skal bevise, at autoværkstedet har foretaget reparationer ud over det aftalte. Er der foretaget en reparation, der er uforholdsmæssigt dyr i forhold til bilens værdi, må det dog antages, at bevisbyrden vender, og at det således er autoværkstedet, der skal bevise, at reparationen er sket med dit samtykke. Det vil dog være en konkret vurdering ud fra sagens omstændigheder.
Vil du ikke betale, fordi du er uenig i prisen, vil autoværkstedet måske tilbageholde bilen. Hvis du ønsker bilen udleveret, må du betale ”under protest,” hvor du tager et skriftligt forbehold.
Det kan fx ske ved, at du noterer på fakturaen - både autoværkstedets kopi og din egen - at du er uenig i prisen og agter at gå videre med sagen til en advokat eller ankenævn. Protesterer du kun mundtligt, kan det senere blive svært at dokumentere, at der er betalt under protest.
Du kan også vælge at betale under protest, selvom du har fået bilen udleveret. Det kan skåne dig for rykkergebyrer, rentetilskrivning, inkassosalær og andre udgifter, som kan løbe på, hvis du bare undlader at betale.
Når du betaler under protest under disse forhold, kan du betale regningen og samtidig sende autoværkstedet en mail, hvor du skriver, at regningen er betalt under protest, og at du vil gå videre med sagen hos en advokat eller ankenævn.
Du kan betale det fulde beløb, autoværkstedet forlanger, og efterfølgende kræve noget retur. Eller du kan nøjes med at betale det beløb, du selv mener, at autoværkstedet har krav på. Viser det sig senere, at du har betalt for lidt, kan autoværkstedet kræve renter af restbeløbet, og der kan løbe andre omkostninger på.
Autoværkstedet kan tilbageholde din bil, indtil du har betalt, hvis du ikke ønsker eller er i stand til at betale. Autoværkstedet må kun tilbageholde din bil, hvis den ikke har forladt værkstedet.
Hvis du har fået bilen udleveret, men ikke efterfølgende betaler, kan autoværkstedet ikke hente bilen for at tilbageholde den. Autoværkstedet må heller ikke tilbageholde bilen, fordi du stadig skylder for en tidligere reparation. Hvis det har accepteret at tage bilen ind, selvom du skylder penge, skal det også udlevere bilen, når du betaler for den nye reparation.
Nogle autoværksteder tilbyder en egentlig garanti på reparationer.
- Er der ikke givet en garanti på reparationen, skal du selv bevise, at det udførte arbejde er mangelfuldt.
- Har autoværkstedet givet en garanti på reparationen, skal autoværkstedet bevise, at en eventuel fejl ikke skyldes, at arbejdet ikke er korrekt udført.
Kan du ikke blive enig med autoværkstedet om et afslag for den mangelfulde reparation, skal du være opmærksom på, at det kan indebære en risiko at lade bilen reparere et andet sted.
Det kan nemlig være svært at bevise, at den første reparation var mangelfuld, når bilen endelig er repareret. Bed derfor det nye autoværksted om at udlevere udskiftede dele og anden dokumentation.
Det kan også være svært at få det oprindelige autoværksted til at betale sin andel af regningen for en mangelfuld reparation. Hvis autoværkstedet nægter at betale, eller I ikke kan blive enige om beløbet, må du selv betale og efterfølgende gå til Ankenævn for biler eller domstolene for at få dine penge tilbage.
Er du i tvivl om, hvorvidt autoværkstedet har udført det arbejde, du har betalt for? Eller mener du, at reparationen er mangelfuld? Så kan det være en god idé at få tjekket bilen hos FDM, som er en interesseorganisation for bilejere, hos en bilsynsmyndighed eller på et andet autoværksted.
Opstår der en skade på din bil, mens den er på autoværkstedet, er mekanikeren erstatningsansvarlig, medmindre han kan godtgøre, at der er tale om en hændelig skade, hvor det ikke kan bebrejdes ham, at skaden er sket.
Skader, der opstår under indbrud, vil fx være hændelige skader, hvis pladsen og bilen er forsvarligt aflåst. Det gælder også, selvom din bil er anbragt uden for den aflåste plads. Hvis blot bilen er forsvarligt aflåst, vil det være din egen forsikring, der skal betale. En hændelig skade kan også være et stenslag i forruden.
Opstår skaden under en relevant prøvekørsel under rimelige forhold, er der ikke noget at bebrejde autoværkstedet, og din egen forsikring må betale. Har mekanikeren derimod valgt at henlægge prøvekørslen til uvejsomt terræn med øget risiko for stenslag, fx en grusgrav eller stærkt stenede veje, kan han bebrejdes at have valgt netop det sted, og autoværkstedet kan komme til at betale.
Du kan kræve, at autoværkstedet betaler for skader, som autoværkstedets ansatte har påført bilen ved uagtsomhed eller fortsæt.
Autoværkstedet er ikke forpligtet til at stille en anden bil til din rådighed, mens din egen bil bliver repareret, heller ikke selvom reparationen trækker ud. Nogle autoværksteder har dog denne service, eller de kan tilbyde dig at leje en bil på favorable vilkår.
Det kan være svært at afgøre, hvad du har ret til, hvis reparationen af din bil trækker i langdrag. Der er ingen lov, der fastsætter, hvor lang tid en reparation må tage, og det vil også i høj grad afhænge af reparationens art og omfang.
Der er aftalt en frist
Hvis det er vigtigt for dig, at din bil er køreklar inden en bestemt dag, så få en skriftlig aftale om dette. Hvis der er lavet en aftale om en bestemt dag, må du forvente, at bilen er klar på den aftalte dato. Er bilen ikke færdig, kan du i princippet hæve aftalen og hente din bil.
Da det ikke er uden problemer at afbryde et reparationsarbejde, må det dog anbefales, at du giver autoværkstedet en kort frist til at gøre arbejdet færdigt, før du hæver aftalen. Gør det skriftligt. Hvis du i sidste ende vil hæve aftalen, så gør også det skriftligt.
Der er ikke aftalt en frist
Har du ikke aftalt en frist for, hvornår reparationen af din bil skal være færdig, eller kan du ikke bevise en sådan aftale, må du forvente, at reparationen er færdig inden for en rimelig tid. Hvad der er rimeligt, skal ses i forhold til reparationens art og omfang og andre relevante faktorer.
Er bilen ikke klar inden for en rimelig tid, må du skriftligt give autoværkstedet en rimelig frist til at gøre arbejdet færdigt. Er bilen heller ikke klar efter den nye frist, kan du hæve aftalen og hente bilen. Du bør hæve aftalen skriftligt.
Når aftalen hæves, er du kun forpligtet til at betale for den del af reparationen, der allerede er udført. Får du ekstra udgifter ved at lade reparationen færdiggøre på et andet autoværksted, skal det første autoværksted i princippet betale de udgifter, du har ved at skifte autoværksted.
Det kan være meget svært at bevise, hvor stort dit tab er, hvis der ikke er indgået en klar aftale om reparationens pris og omfang.
Det er også svært at fastslå værdien af den del af arbejdet, der allerede er udført. Der kan hurtigt opstå uenighed, og autoværkstedet har ret til at tilbageholde din bil, indtil du betaler, hvad de forlanger. For at få bilen udleveret kan det være nødvendigt at betale ”under protest”. Så må du efterfølgende gå til Ankenævn for biler eller domstolene for at få dine penge tilbage.
Det kan være svært at fastslå, hvor længe efter reparationen du med rimelighed kan vende tilbage til autoværkstedet med en klage. Det afhænger fx af, hvilken reparation der er tale om, og hvordan og hvor meget du bruger bilen. Det kan også ske, at du selv har bedt om en nødtørftig reparation, der ikke forventes at have lang holdbarhed.
Hvis du selv anskaffer en ny komponent, vil den nye del være omfattet af købelovens 2-årige reklamationsret. Det gælder også, hvis du køber en brugt reservedel af en virksomhed. Når det gælder brugte dele, kan du komme ud for, at sælgeren tager forbehold for mangler ved delen. Et sådant forbehold er kun lovligt, hvis det er meget konkret, og der oplyses præcist, hvad manglen drejer sig om.
Indsætter autoværkstedet en reservedel i din bil i forbindelse med en reparation, vil reservedelen normalt blive betragtet som en del af reparationen. Delen vil derfor være omfattet af de 3 års klagefrist, der gælder for reparationen.
Er der tale om en del, der efter reparationen fremstår som en selvstændig enhed og er en væsentlig del af det aftalte arbejde, vil delen dog være omfattet af købelovens 2-årige reklamationsret. Det kan fx være en udskiftning af en defekt bilradio.
Du har forskellige muligheder, hvis du får problemer og fx vil klage over en reparation af din bil:
- Ankenævn for biler er godkendt af erhvervsministeren og behandler klager over autoreparationer, der har kostet mere end 1.500 kroner.
- Mæglingsteamet for Forbrugerklager kan behandle klager over tilbehør til biler.
- Forbruger Europa kan hjælpe dig med en klagesag, hvis du får problemer med et værksted i et andet europæisk land.
- Retshjælpsforsikring: Hvis du har en kombineret ansvars- og kaskoforsikring til din bil, vil forsikringen i en række tilfælde kunne betale sagsomkostninger ved retssager med tilknytning til bilen.
Hvis fejlen på bilen er omfattet af reklamationsretten eller af en garanti og dermed er forhandlerens ansvar, skal du altid klage til bilforhandleren.
I den situation skal forhandleren afhjælpe fejlen, og forhandleren kan bestemme, hvilket autoværksted der skal udføre arbejdet, og du kan ikke umiddelbart lade bilen reparere på dit "eget" autoværksted.
Hvis der er en nyvognsgaranti på bilen, kan garantigiver ikke kræve, at garantien på bilen kun kan opretholdes, hvis du får serviceret bilen på en af garantigiverens egne værksteder. Garantigiver vil typisk være importøren af bilen.
Hvis du vælger et autoværksted, som ikke er et autoriseret værksted, til fx et serviceeftersyn af bilen, har garantigiver pligt til at udlevere specificerede service- og eftersynsplaner til autoværkstedet.
Du skal som bilejer dokumentere, at serviceplanen er overholdt i form af en udfyldt og underskrevet servicebog.
Autoværkstedet skal selvfølgelig udføre arbejdet korrekt og i overensstemmelse med serviceplanen. Hvis de ikke følger planen, og der senere opstår en fejl på bilen, som er en følge af, at serviceplanen ikke er overholdt, kan du ikke forlange, at garantien dækker fejlen. I den situation må du i stedet klage til det autoværksted, der har udført den fejlbehæftede reparation.
Det er garantigiver, der skal dokumentere, at det "ikke-autoriserede" værksted har udført dårligt eller mangelfuldt arbejde.
Vælger du at tage kontakt med et autoværksted i udlandet for at få bilen repareret der, måske lidt billigere, vil det være det pågældende lands love, der afgør, hvad du har krav på, hvis der opstår en tvist.
Du skal være opmærksom på, at du altid skal klage til det autoværksted, der har udført reparationen på bilen, og at de har ret til at afhjælpe. Det kan betyde, at du måske skal af sted med bilen flere gange.
Inden du beslutter dig for at få bilen repareret i udlandet, bør du gøre op med dig selv, hvad det koster i transport, tidsforbrug og lignende, hvis reparationen ikke er i orden ved første forsøg.
Der er store prisforskelle på bilsyn, og nogle synshaller tilbyder rabatter og andre ydelser. Tjek priser på bilsyn og omsyn, og find en synshal, der passer dig.
Se også efter Færdselsstyrelsens smileyordning. Færdselsstyrelsen kontrollerer alle synshaller i Danmark flere gange årligt. Færdselsstyrelsen giver synshallerne en smiley, der fortæller dig, hvor god den enkelte synshal er til at overholde de tekniske og administrative krav, der stilles til en synshal og dens arbejde.
Færdselsstyrelsens tilsyn indebærer blandt andet, at Færdselsstyrelsens inspektører gennemfører et helt syn på et køretøj, der netop er blevet synet i synshallen.
En smiley er ikke baseret på et enkelt tilsyn. Den viser derimod, hvor god synshallen har været til at efterleve Færdselsstyrelsens krav over længere tid.
Klarer en synshal sig dårligt, vil hallen få ekstra besøg af Færdselsstyrelsens inspektører, der følger op på, om synsarbejdet er blevet forbedret. Hvis en synshal gentagne gange har lavet alvorlige fejl, kan synshallen blive lukket.
På Færdselsstyrelsens hjemmeside kan du se et kort over alle synshallerne. Når du klikker på den aktuelle hal, kan du se den seneste kontrolsmiley.
Mange bilsynshaller tilbyder også andre ydelser, fx rusteftersyn og udenlandske miljømærker. Så overvej dine behov, når du alligevel er i synshallen.
Hvis du fx skal på ferie i udlandet eller overvejer at sælge din bil, så tjek, om synshallen tilbyder andre ydelser, du har brug for, og hvad de koster. Mange synshaller tilbyder brugtbilsattest, rusteftersyn, nummerpladesikring, miljømærker og meget andet.
Mange synshaller tilbyder rabat, fx hvis du er medlem af en indkøbsforening, eller hvis du vælger en ”skæv tid”, fx om formiddagen. Selvom du ikke umiddelbart får tilbudt en rabat, kan du måske forhandle dig til en, især hvis du bestiller en ydelse ud over selve synet.
Når du indgår en aftale om et bilsyn og eventuelt andre ydelser, vil det være en fordel for dig at få aftalen på skrift, eventuelt i en mail. Opstår der senere problemer, er der ikke tvivl om, hvad der var aftalt.
Er du utilfreds med synshallens afgørelse, kan du gå videre med din klage til Færdselsstyrelsen.
Bemærk, at klagefristen er 4 uger fra den dato, hvor afgørelsen om synsresultatet er meddelt.
Du finder en klagevejledning på bagsiden af din synsrapport.
Ofte stillede spørgsmål
Hvis fejlen på den brugte bil viser sig at være dækket af reklamationsretten, skal bilforhandleren afhjælpe fejlen uden udgift og væsentlig ulempe for dig.
Hvis forhandleren kræver, at bilen skal repareres på hans eget værksted, skal forhandleren betale eventuelle rimelige udgifter til transport, herunder også bro- og færgeudgifter.
Bilforhandleren kan ikke sætte købelovens regler ud af spil ved at tage generelle forbehold som ”købt som beset” og ”uden reklamationsret”.
Selvom bilforhandleren skriver, at bilen er ”købt som beset”, vil du fortsat have din reklamationsret, hvis der viser sig at være mangler på den brugte bil.
For at et forbehold skal være gyldigt, skal det være meget konkret. Er der fx fejl på airconditionanlægget, skal du klart oplyses om, at det ikke virker.
Hvis du har købt bilen af en privat sælger, kan bilen godt være ”købt som beset”.
Hvis bilen viser sig ikke at have det udstyr, som bilforhandleren lovede i salgsannoncen, fx hvis den ikke har aircondition som lovet, kan det udgøre en mangel efter købeloven.
I den situation kan du have ret til fx at få afhjulpet fejlen eller få et afslag i prisen.
Når du køber en brugt bil hos en bilforhandler, har du altid to års reklamationsret efter købeloven. En eventuel garanti, du blev lovet ved købet, erstatter ikke reklamationsretten.
Hvis fejlen er dækket af reklamationsretten, har du ret til at få afhjulpet den fx ved en reparation.
Hvorvidt en fejl er dækket af reklamationsretten, afhænger af, om fejlen eller årsagen til den var til stede på leveringstidspunktet, og om fejlen er ud over, hvad du kan forvente i forhold til bilens alder, pris og kilometerantal.
Bilimportøren kan ikke kræve, at garantien på bilen kun kan opretholdes, hvis bilen serviceres på et af de autoriserede værksteder, der er knyttet til importøren.
Hvis du vælger et uafhængigt autoværksted, som ikke er blandt importørens egne værksteder, til fx et serviceeftersyn af bilen, har garantigiver pligt til at udlevere specificerede service- og eftersynsplaner til autoværkstedet.
Du skal som bilejer kunne dokumentere, at serviceplanen er overholdt i form af en udfyldt og underskrevet servicebog.
Hvis du har købt bilen hos en forhandler, er bilen dækket af købelovens reklamationsret, og du kan klage over eventuelle fejl, som bilen har ved købet.
Du skal altid klage til forhandleren først. Hvis I ikke kan blive enige om en løsning, kan du klage til Ankenævn for biler.
Ankenævn for biler behandler klager, som vedrører:
- Køb af bil, både ny og brugt, der har kostet mere end 10.000 kr.
- Reparationer, der har kostet mere end 1.500 kr.
Hvis bilen er købt af en privatperson, skal du først klage til sælgeren. Hvis I ikke kan blive enige, kan du gå til domstolene. Når du har købt bilen af en privatperson, kan du ikke klage til Ankenævn for biler.
Quiz om biler
Tag quizzenRelevant lovgivning
Læs mere om købeloven, aftaleloven og forbrugeraftaleloven under menupunktet 'Regler'
Klager over autoværksteder og bilsyn
Hvis du har en klage over en bil eller autoreparationer, kan du kontakte Ankenævn for Biler.
Udstyr til biler skal til Mæglingsteamet for Forbrugerklager.
Har du en klage over bilsyn, skal du kontakte Færdselsstyrelsen