Forbrugerleksikon

Hvis virksomheden bliver overtaget af en anden virksomhed

Her kan du læse om, hvad der sker med dit abonnement og dine rettigheder, hvis virksomheden, du er kunde hos, bliver overtaget af en anden virksomhed.

Hvis din aftale er indgået med den fortsættende virksomhed, vil der som udgangspunkt ikke ske noget med din aftale, da du er kunde i det samme selskab, som du hele tiden har været kunde i. Det kan du se, hvis selskabet har det samme CVR-nummer som før.

Du skal være opmærksom på, at et selskab godt kan skifte navn eller få ny hjemmeside uden at skifte CVR-nummer. Du kan derfor godt opleve at modtage fx breve fra det, der tilsyneladende ser ud til at være en ny virksomhed, men ikke behøver at være det.

Du kan se virksomheders CVR-numre i det Centrale Virksomhedsregister på hjemmesiden cvr.dk.

Den fortsættende virksomhed kan ønske at ændre i din aftale i forbindelse med sammensmeltningen. Virksomheden skal have dit samtykke for at kunne ændre aftalen, medmindre din aftale indeholder et gyldigt vilkår, der giver virksomheden lov til at ændre i din aftale uden dit samtykke. I så fald skal du varsles i rimelig tid, inden ændringerne træder i kraft, så du har mulighed for at opsige din aftale, hvis du ikke kan acceptere ændringerne.

Hvis den nye virksomhed overtager aktiviteterne i selskabet, fx kunderne, og indlemmer dem i sin virksomhed, vil du som kunde i praksis overgå til at være kunde hos en ny virksomhed.

Der er særlige regler, der gør, at virksomhederne ikke behøver dit samtykke for at kunne overtage din aftale, men de skal dog have dit samtykke for at overtage din betalingsaftale. Efter overtagelsen har du de samme rettigheder og forpligtelser over for den nye virksomhed, som du havde over for den gamle virksomhed. Det vil fx sige, at du skal betale dine regninger til tiden mv.

Den nye virksomhed kan have et ønske om at ændre i din aftale efter overdragelsen fx for at sikre, at alle virksomhedens kunder – både nye og gamle - har ens vilkår og betaler ens priser.

Virksomheden skal have dit samtykke for at kunne ændre aftalen, medmindre din aftale indeholder et gyldigt vilkår, der giver virksomheden lov til at ændre i din aftale uden dit samtykke. I så fald skal du varsles i rimelig tid, inden ændringerne træder i kraft, så du har mulighed for at opsige din aftale, hvis du ikke kan acceptere ændringerne.

Én virksomhed kan fx købe aktierne i en anden virksomhed for at opnå bestemmende indflydelse i den anden virksomhed. I det tilfælde sker der ikke noget med din aftale, fordi du stadig er kunde i den samme virksomhed.

Ligesom ved en sammensmeltning af virksomheder, hvor du har indgået en aftale med den fortsættende virksomhed, kan virksomheden, som du er kunde i, godt skifte navn eller ønske at ændre i din aftale. Her gælder samme regler som er beskrevet i afsnittet: ”Hvis din aftale er indgået med den fortsættende virksomhed.”

En virksomhed kan købe aktiver af en anden virksomhed. Et aktiv kan fx være den anden virksomheds kundeaftaler.

Hvis virksomheden, som du er kunde i, sælger sine kundeaftaler til en anden virksomhed, kræver det som udgangspunkt dit udtrykkelige samtykke. Det er dog muligt for virksomheden at have et vilkår i aftalen, der tillader virksomheden at overdrage din aftale til en anden virksomhed uden din accept. Et sådant vilkår skal være klart og forståeligt, og virksomhedens adgang til at overdrage din aftale må ikke være ubegrænset. I modsat fald vil vilkåret risikere at være ugyldigt.

Ifølge betalingsloven må en virksomhed kun hæve penge fra din konto, hvis du har givet samtykke til det. Ellers vil betalingen ikke være lovlig.

Har du tilmeldt et abonnement Betalingsservice, og bliver du kunde hos en ny virksomhed, der har et andet CVR-nummer end din tidligere aftalepart, skal den nye virksomhed efter Forbrugerombudsmandens opfattelse indhente et nyt samtykke fra dig. Ellers må den ikke hæve penge på din konto. Det vil betyde, at dit abonnement på ny skal tilmeldes til Betalingsservice.

Du skal ikke give dit samtykke, hvis virksomheden, du er kunde i, har det samme CVR-nummer som før, heller ikke selvom virksomheden skifter navn.