Penge og forsikring
Priser, tilbud og gebyrer
Virksomheden skal tydeligt oplyse dig om, hvad varen koster. Desuden skal priser til forbrugere altid være inklusive moms. Det gælder også priser oplyst i annoncer.
Du kan normalt forlange at købe varen til den pris, der står på prismærket, også selvom det ved en fejl er en forkert pris. Der er dog enkelte undtagelser. Det kan fx være en vare, som en anden kunde har flyttet, fx lagt på et bord med udsalgsvarer. Du kan heller ikke få varen til den forkerte, lave pris, hvis det er åbenlyst, at der er tale om en fejl. Det kan fx være et prisskilt fra en billig vare, der er faldet ned på en meget dyr vare.
Som udgangspunkt er aftalen om købet bindende, når du har lagt varen i kurven. Netbutikken kan dog på deres hjemmeside tage et forbehold for, at købet først er bindende, hvis begge parter har accepteret det. Et sådant forbehold skal være taget klart og tydeligt, før aftalen bliver indgået.
Du kan normalt forlange at købe varen til den pris, du har fået oplyst på nettet, medmindre det er åbenlyst, at der er tale om en fejl i prisen.
Hvorvidt den enkelte forbruger har ret til at få varen til den fejlagtigt tilbudte pris, afhænger af, om forbrugeren vidste eller burde have vidst, at der var tale om en prisfejl.
Forbrugerklagenævnet lægger i sager om forkerte priser typisk vægt på:
- Hvilken vare der er tale om
- Hvilket kendskab en almindelig forbruger normalt har til prisniveauet på den pågældende vare
- Hvor stor forskel der er på den fejlagtigt tilbudte pris og den pris, som virksomheden mener, er den reelle pris
- Hvor mange eksemplarer af varen forbrugeren har købt
- Om der er tale om slagtilbud, kampagne eller lignende
Priser og andre oplysninger i annoncer er ikke bindende. Det betyder, at du kan se et godt tilbud på en vare i en tilbudsavis eller på en annonceside på nettet, men at det senere viser sig, at varen er dyrere end annonceret.
Annoncerer en butik med forkerte priser, kan du anmelde det til Forbrugerombudsmanden, da det kan være en overtrædelse af markedsføringsloven.
Priser til forbrugere skal altid være inklusive moms. Det gælder også priser oplyst i annoncer. Får du oplyst en pris uden moms, er det en overtrædelse af markedsføringsloven og dermed strafbart.
I praksis betyder det, at momsen altid skal være indregnet i prisen.
Det vil derfor være ulovligt:
- At prisen er oplyst uden moms, fx: ”ekskl. moms”
- At der er taget et generelt prisforbehold, fx ”alle vores priser er ekskl. moms”
- At du får at vide, at du skal betale moms ud over den oplyste pris, fx: ”plus moms” eller ”dertil tillægges moms”
Du skal altid kunne se den fulde pris for varen eller tjenesteydelsen inklusive moms.
Har virksomheden tilknyttet en bestillingsfunktion på sin hjemmeside, skal prisen inklusive moms efter Forbrugerombudsmandens opfattelse angives første gang, prisen vises, og på alle efterfølgende skærmbilleder. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at momsen først tillægges, når varen ”lægges i kurven”.
Kan prisen på en vare eller tjenesteydelse ikke beregnes på forhånd, fx ved en bestilling af gulvafhøvling, skal det i stedet oplyses, hvordan den er udregnet. Også her skal prisen angives inklusive moms og kan fx angives som ”40 kr. inklusive moms pr. kvadratmeter”.
Hvis du afgiver din bestilling ved at klikke på en knap eller tilsvarende funktion, skal den være mærket med ”Ordre med betalingsforpligtelse” eller lignende fx ”Køb med betalingspligt”. Har sælgeren ikke gjort det, er du ikke bundet af købsaftalen.
Relevant lovgivning
- Aftalelovens § 1
- Aftalelovens § 32, stk. 1
- Forbrugeraftalelovens §§ 8 +12
- oplysninger ved fjernsalg - Markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 6
- priser med moms - Markedsføringslovens §§ 5 + 6
- vildledende markedsføring