Pressemeddelelse

Nu har forbrugerne ret til at få repareret deres varer

Ny lov giver danske forbrugere ret til at få repareret mobiltelefoner, hårde hvidevarer og en række andre produkter. Loven skal understøtte og fremme et mere bæredygtigt forbrug i stedet for at smide defekte produkter ud og købe nyt.

Et defekt panel, et ødelagt kabel eller en knap, der driller, mens alt andet fungerer fint.

Danske forbrugere har netop fået ret til at få repareret bestemte typer af varer. Det er en følge af den nye "Lov om reparation af varer", som træder i kraft i dag. 

Læs om lov om reparation af varer på den offentlige forbrugerportal forbrug.dk. 

Det er et markant skifte i forbrugerretten både for forbrugere og producenter. De nye regler giver forbrugerne ret til at få repareret et produkt, som eksempelvis er defekt som følge af slid eller forkert brug. Hidtil har forbrugerne kun haft rettigheder i forhold til reparationer i forbindelse med fejl og mangler, som var til stede ved købet, siger Susanne Aamann, der er forbrugerpolitisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

De nye regler er en følge af EU's direktiv "Right to repair", og de er indført af hensyn til miljøet.

Reglerne skal gøre op med en kultur, hvor produkter uden videre kasseres, når de går i stykker. Forbrugerne får lettere ved at få repareret deres produkter, og de afvises kun, hvis det er umuligt at reparere det, der er gået i stykker. Det gælder uanset årsagen til, at produktet ikke længere fungerer, forklarer Lars Arent, der er direktør for Forbruger Europa, som blandt andet vejleder danske forbrugere om deres rettigheder ved køb på tværs af EU's grænser.

Retten til reparation giver fabrikanter pligt til at reparere en vare, hvis den ikke længere fungerer, som den skal - eksempelvis på grund af slid. Reglerne gælder kun forbrugere og bestemte grupper af varer, og reparationen kan ske mod en rimelig betaling. Hvad det præcis vil sige, vil afhænge af den konkrete situation, og hvilken vare der er tale om.

Det er som udgangspunkt fabrikanten af varen, som har pligten til at reparere og stille reservedele til rådighed. Hvis fabrikanten er etableret uden for EU, kan importøren af varen eller varens distributør have pligten. I 2027 ventes EU at etablere en onlineplatform, som kan hjælpe forbrugerne med at finde en reparatør til deres produkter.

Retten til reparation gælder udvalgte produkter såsom mobiltelefoner, visse andre elektronikprodukter til hjemmet og hårde hvidevarer, blandt andet vaskemaskiner, opvaskemaskiner, støvsugere, tablets, elcykler og elløbehjul. 

Selv om en vare tilhører en varegruppe, der er omfattet af retten til reparation, er det ikke sikkert, forbrugeren har krav på at få den repareret. Det skyldes blandt andet, at fabrikanten kun har pligt til at tilbyde reparation af produktet i en bestemt årrække. Præcis hvor længe er nærmere defineret i bagvedliggende EU-regler og ikke ens for alle produkter. 

Forbruger Europa er et netværk, der blandt andet har til formål at hjælpe forbrugerne med at drage nytte af EU's indre marked. Forbruger Europas danske kontor er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Hvad er omfattet af retten til reparation?

Pt. gælder retten til reparation disse varer:

  • Husholdningsvaskemaskiner og husholdningsvaske/tørremaskiner
  • Husholdningsopvaskemaskiner
  • Køle-/fryseapparater
  • Elektroniske skærme såsom fjernsyn eller en computerskærm til skrivebordet hjemme
  • Svejseudstyr
  • Støvsugere
  • Servere og datalagringsprodukter
  • Mobiltelefoner, trådløse telefoner og tablets
  • Husholdningstørretumblere
  • Varer, der indeholder batterier til lette transportmidler (fx elcykler og elløbehjul)
  • Produkter til lokal rumopvarmning til husholdningsbrug.

Kilde: forbrug.dk og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Eksempel: reklamationsret eller ret til reparation?

Hvis du opdager, at der er noget galt med dit køleskab, efter du har købt det, og det viser sig, at fejlen var der, da du fik køleskabet leveret, så vil der være tale om en køberetlig mangel. Hvis du reklamerer til sælgeren hurtigst muligt, efter du har opdaget fejlen, og indenfor reklamationsfristen på to år, skal sælgeren afhjælpe manglen gratis.

Hvis køleskabet derimod går i stykker på grund af slid, eller fordi du har behandlet det forkert, så har du ikke krav på at få det ordnet gratis. Derimod kan du vælge at benytte retten til reparation. Det betyder, at fabrikanten, som har produceret varen, skal stille sig til rådighed med reparation enten gratis eller mod en rimelig pris.

Kilde: forbrug.dk og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Links:

Pressekontakt:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.

Illustration:

Hent illustration i høj opløsning. Illustration kan benyttes frit i forbindelse med redaktionel omtale af forbrug.dk ved kreditering af Louise Thrane Jensen.

 

Illustration om retten til reparation