Pressemeddelelse

Klar til julehandlen 2026? Kend dine forbrugerrettigheder

Forud for Black Friday og julehandlen har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samlet en pakke med information om forbrugernes rettigheder ved julehandel, gavekort, pakkeshops med mere.

På forbrug.dk giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gode råd og anden forbrugerinformation fra forskellige myndigheder. 

Citater og faktabokse kan anvendes frit ved kreditering, ligesom styrelsens eksperter gerne stiller op til yderligere interview.

Som noget nyt er der i 2026 trådt nye toldregler i kraft, som betyder, at der er told på alle småpakker købt uden for EU samt et nyt håndteringsgebyr på disse. 

Julen er årets mest travle handelsperiode, og derfor bliver det om muligt endnu mere relevant at være ordentligt klædt på og kende sine forbrugerrettigheder - uanset om det gælder køb eller returnering, tilbudspriser eller gavekort, siger Susanne Aamann, der er forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Rigtigt meget julehandel foregår i dag online og på tværs af landegrænser. Langt det meste går godt, men vi ser også sager, hvor pakker ikke kommer frem, hvor indholdet ikke lever op til det aftalte, eller hvor told, fragt og levering overstiger det forventede, siger Lars Arent, der er direktør i Forbruger Europa, som er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Myte eller fakta i julehandlen?

MYTE: "Man har altid ret til at bytte en gave, man har købt i en fysisk butik".
FAKTA: Du har kun bytteret i fysiske butikker, hvis det er aftalt ved købet. 

MYTE: "Et gavekort er bundne penge og kan kun bruges som gavekort”. 
FAKTA: Hvis gavekortet kan aflæses elektronisk - dvs. har en chip, magnetstribe, stregkode eller QR-kode - har man som udgangspunkt lov til at få det udbetalt igen. Papirgavekort, som ikke kan aflæses elektronisk, har man ikke krav på at få udbetalt.

MYTE: ”Man har ikke krav på at bytte varer, når de er købt på nettet".
FAKTA: Du kan altid fortryde et netkøb i 14 dage og returnere pakken. Nogle butikker vælger selv at udvide returretten - eksempelvis til efter jul. Så læs, hvad butikken skriver i betingelserne, hvis netkøbet skal bruges som gave. Der findes få undtagelser, hvor returretten på 14 dage ved netkøb ikke gælder. 

MYTE: ”Told på netkøb uden for EU gælder kun, hvis pakken har en vis værdi”.
FAKTA: I dag er der som udgangspunkt told og håndteringsgebyr på alle småpakker - uanset mindsteværdi - hvis de er købt uden for EU. Så vær opmærksom på, hvor du køber selv de mindste kalenderpakker.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Nye toldregler for småpakker købt uden for EU

  • 1. juli 2026 indførte EU en told på 3 euro på pakker, der er sendt fra lande uden for EU, og som indeholder varer med en værdi op til 150 euro.
  • Tolden på 3 euro gælder per såkaldt varepost - altså varetype. Så hvis du eksempelvis køber en bamse og en lampe, så udløser de 3 euro hver i told.
  • 1. november 2026 indførte EU desuden et nyt håndteringsgebyr på 2 euro pr. varepost. Håndteringsgebyret gælder alle pakker, som sendes fra lande uden for EU.
  • Håndteringsgebyret på 2 euro kommer oven i den nye 3 euro-told (for varer op til 150 euro) og den normale toldsats (for varer over 150 euro).
  • De specifikke toldregler kan læses på Toldstyrelsens hjemmeside.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Toldstyrelsen.

Er der kø ved pakkeshoppen?

  • Læs netbutikkens leveringsbetingelser. Lover den, at pakken er leveret inden jul, så er det netbutikkens ansvar, at den når frem før jul - men kun hvis forbrugeren har valgt en af de leveringsmetoder, som netbutikken tilbyder.
  • Hvis netbutikken ikke skriver noget om leveringsfrist, og butikken har hjemme i Danmark eller EU, så har den 30 dage til at levere pakken.
  • Netbutikken skal som udgangspunkt sørge for, at pakken leveres det aftalte sted.
  • Hvis ikke det er muligt at levere pakken som aftalt, for eksempel fordi pakkeshoppen er fyldt, kan netbutikken levere pakken et andet sted. Det må dog ikke være urimeligt langt væk fra det oprindeligt aftalte sted, og det vil bero på en vurdering af den konkrete situation, om det er tilfældet.
  • Hovedreglen er, at forbrugeren først overtager ansvaret for pakken, når forbrugeren står med den i hånden.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kend reglerne for gavekort

  • Et gavekort er som udgangspunkt gyldigt i tre år. Der kan dog være aftalt en kortere frist, hvilket i så fald skal fremgå tydeligt af handelsbetingelserne. Fristen må ikke være urimeligt kort.
  • For oplevelsesgavekort kan der være særlige vilkår for, hvornår den givne oplevelse senest skal være booket. Det skal i så fald fremgå af gavekortet.
  • Man har krav på at få værdien af elektroniske gavekort udbetalt op til et år efter udløb. Det kræver, at gavekortet er elektronisk og har eksempelvis en chip, magnetstribe eller stregkode. Det kræver også, at gavekortet er købt mod betaling og ikke vundet som del af en reklamekampagne, konkurrence eller et sponsorat.
  • Ikke-elektroniske gavekort - eksempelvis fysiske gavekort, klippekort og tilgodebeviser på papir - har man ikke krav på at få udbetalt, med mindre det fremgår af handelsbetingelserne.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Bytteregler - hvis julegaven er købt på nettet

  • Hvis gaven er købt på nettet, har du ret til at fortryde dit køb i 14 dage. Nogle netbutikker vælger dog at forlænge fortrydelsesfristen i julemåneden.
  • De 14 dages fortrydelsesfrist gælder, fra køber har modtaget gaven i sin postkasse eller fået den leveret i hånden. Hvis pakken leveres til en pakkeboks, gælder de 14 dage som udgangspunkt først, fra pakken bliver hentet i boksen.
  • Pas på varen, hvis den skal returneres. Drejer det sig eksempelvis om tøj, må det gerne være prøvet, men ikke brugt i en grad, at det ikke kan sælges igen. 
  • Gem mærker, brugsanvisninger, æske, formstøbt plastik med videre. Som udgangspunkt er intakt emballage ikke et krav ved returnering, men der kan være tilfælde, hvor sælger på forhånd har sagt, at emballagen ikke må brydes.
  • Har du returneret varen rettidigt og i samme stand, men uden at netbutikken vil returnere dine penge, kan du kontakte din bank, som i mange tilfælde kan tilbageføre pengene til din konto.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Bytteregler - hvis julegaven er købt i en fysisk butik

  • Du har ikke krav på at få byttet en gave, som er købt i en fysisk butik - kun hvis det er aftalt ved købet, eksempelvis i form af en byttekvittering eller et byttemærke.
  • Du har heller ikke krav på at få pengene retur, medmindre det er aftalt ved købet.
  • Bemærk, der er forskel på bytteret og returret. Bytteret betyder, at gaven kan byttes til en anden vare i butikken, mens returret giver ret til at få pengene retur.
  • Det er butikken, som bestemmer, om du kan få bytte- eller returret og under hvilke betingelser; eksempelvis hvor lang fristen er, og om du kan få et tilgodebevis i stedet for en anden vare. Det skal alt sammen være aftalt allerede ved købet.
  • Hold øje med fortrydelsesfristen, hvis modtageren af din gave skal have mulighed for at bytte den efter jul.
  • Hvis gaven viser sig at være i stykker, hvor fejlen eller årsagen til fejlen var til stede, da gaven blev købt, kan du benytte din reklamationsret på to år. 

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Tjek, hvem du handler med

  • Det har stor betydning for forbrugerens rettigheder, hvor varen er købt, hvorfra den sendes, og hvem sælgeren er. Det er især værd at være opmærksom på ved køb på nettet.
  • Tjek, hvem der står bag netbutikken, og hvor pakken sendes fra.
  • Netbutikker i EU har pligt til at oplyse deres adresse, mail og kontaktoplysninger, så du kan komme i kontakt med dem.
  • Hvis du ikke kan finde kontaktdetaljerne, så vær varsom med at købe via hjemmesiden.
  • Det har betydning, hvor det, du køber, sendes fra. Selv om netbutikken hører hjemme i EU, kan pakken blive sendt fra et land uden for EU, og så kommer der told og moms og håndteringsgebyr oven i prisen.
  • Det er ikke altid, det fremgår af hjemmesiden, hvorfra varerne sendes, og hvortil de skal returneres. Fremgår det ikke, så kontakt netbutikken eller overvej, om du stadig vil handle der.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Links:

Lyt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens podcast "Råd til forbrug" om bytte- og returret

Lyt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens podcast "Råd til forbrug" om gavekort 

Pressekontakt: 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.

Illustration:

Hent illustration i høj opløsning. Illustration kan benyttes frit i forbindelse med redaktionel omtale af forbrug.dk ved kreditering af Louise Thrane Jensen.