Pressemeddelelse
Bestilte Rhinen - endte i Budapest. Rejsende får 13.000 kr. tilbage
Lav vandstand betød, at et pars flodkrydstogt i Tyskland blev flyttet til Donau gennem Østrig, Slovakiet og Ungarn. Rejsebureauet orienterede ikke klart og tydeligt om den væsentlige ændring, og parret skal derfor have 13.000 kroner tilbage. Det har Pakkerejse-Ankenævnet afgjort i en nylig kendelse.
Vinmarker på skråninger, borge på klipper og en sejlads forbi Lorelei. Det så et par for sig, da de i marts 2025 bestilte et ni dages flodkrydstogt på Rhinen, Main og Donau til knap 26.000 kroner.
Men da bussen kørte fra Danmark i slutningen af august, skulle sejladsen kun være på Donau gennem Slovakiet, Ungarn og Østrig.
Elleve dage før afrejse havde rejsebureauet sendt en mail med emnet "Kundebrev" og teksten "Venligst se vedhæftede". I den vedhæftede fil stod det, at rejsen ikke kunne gennemføres på grund af lav vandstand. Parret kunne vælge den nye rejse eller afbestille og få pengene tilbage - men tilbuddet om pengene retur gjaldt kun i tre dage. De opdagede ændringen, efter fristen var udløbet, og rejsebureauet afviste herefter at annullere rejsen.
Pakkerejse-Ankenævnet har nu givet parret medhold. Rejsebureauet orienterede ikke klart og tydeligt om ændringen og fratog dermed parret muligheden for at sige nej tak og få alle pengene tilbage.
Når et rejsebureau ændrer væsentligt i en rejse, du har købt, har du ret til at sige nej tak og få alle pengene tilbage. Den ret er kun noget værd, hvis du opdager ændringen i tide. Rejsebureauet skal fortælle det klart og tydeligt - og ikke som i denne sag gemme det i en vedhæftet fil, siger Susanne Aamann, forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Ifølge pakkerejseloven skal rejsebureauet ved en væsentlig ændring underrette den rejsende klart, forståeligt og tydeligt om de foreslåede ændringer og betydningen for prisen. Desuden skal forbrugeren have en rimelig svarfrist. Rejsebureauet skal også oplyse, om manglende svar inden fristen betyder, at man har accepteret ændringen.
Mange af os får et hav af mails før en rejse, og det er let at overse noget. Læser du alt, hvad rejsebureauet sender, også de vedhæftede filer, kan du undgå ærgerlige overraskelser og en klagesag bagefter. Og opdager du en væsentlig ændring, så svar skriftligt inden fristen, uanset om du vil med eller ej, siger Susanne Aamann og tilføjer:
Sagen om flodkrydstogtet i Tyskland viser, at især to spørgsmål har betydning for forbrugernes rettigheder, hvis et rejsebureau ændrer rejsen: Er ændringen væsentlig? Og har rejsebureauet oplyst klart og tydeligt om den? Er svaret ja til det første og nej til det andet, så kan du have krav på penge tilbage, selv om svarfristen er udløbet, siger Susanne Aamann.
Hvis forbrugeren alligevel tager af sted på en ændret rejse, og den ikke lever op til det, forbrugeren oprindelig købte, så kan forbrugeren stadigvæk have krav på et afslag i prisen. Det vil dog afhænge af den konkrete situation.
Er du uenig med rejsebureauet, skal du altid forsøge at finde en løsning sammen med rejsebureauet, før du klager andre steder.
Lykkes det ikke, kan du klage til Pakkerejse-Ankenævnet, hvis rejsebureauet har hjemme i Danmark.
Hvis der er tale om et rejsebureau i et andet EU-land, så vil Forbruger Europa kunne hjælpe. Forbruger Europa er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Læs mere om dine rettigheder, når rejsebureauet ændrer rejsen, på forbrug.dk - den offentlige forbrugerportal.
Links
Læs reglerne for pakkerejser på forbrug.dk - den offentlige forbrugerportal
Gå til Pakkerejse-Ankenævnets hjemmeside
Pressekontakt:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.