FAQ

Tv-pakker: Foreninger

Spørgsmål og svar om frit tv-valg i foreninger og udlejningsejendomme.

Alle foreninger, der har et fællesantenneanlæg, er omfattet af loven.

Reglerne indeholder blandt andet bestemmelser om opsigelse, betaling til faste omkostninger, opkrævning af gebyr ved opsigelse mm.


En husstand i foreningen kan opsige sin tilslutning til den fælles tv-forsyning med én måneds varsel til udgangen af en måned. Opsigelse skal ske skriftligt.

Hvis foreningen har pålagt husstanden en bindingsperiode, må denne højst være seks måneder fra husstandens tilslutning til tv-forsyningen.

Opsigelsesvarslet og reglerne om bindingsperioder følger de til enhver tid gældende regler i forbrugeraftaleloven.

En husstand i foreningen kan som udgangspunkt blive fritaget for tilslutning til den fælles tv-forsyning med et opsigelsesvarsel på en måned. Se også Er der regler om opsigelsesvarsel? 

For at respektere allerede indgåede aftaler og undgå, at foreninger belastes økonomisk, hvis de skal efterkomme ønsker fra husstande om fritagelse fra den fælles tv-forsyning, indeholder loven en overgangsordning. Overgangsordningen gælder for aftaler med tv-leverandører, der er indgået før 1. juli 2016.

Overgangsordningen betyder, at husstande i en forening først har ret til at framelde den fælles tv-forsyning, når foreningen har haft mulighed for at blive frigjort fra sin aftale med tv-leverandøren, hvis aftalen indeholder vilkår, der hindrer husstandene i foreningen i at fravælge den fælles tv-forsyning.

Nogle foreninger kan have indgået aftale med en tv-leverandør, inden loven trådte i kraft den 1. juli 2016, der betyder, at foreningen reelt ikke har mulighed for at efterkomme ønsker fra husstande om fritagelse. Det gælder for eksempel, hvis aftalen med tv-leverandøren indebærer betaling af et fast beløb baseret på, at samtlige husstande i foreningen betaler for en tv-pakke, og hvis der ikke er mulighed for at ændre dette.

Som eksempel på en eksisterende aftale, der ikke kan anses for at hindre foreningen i at efterkomme ønsker om framelding, kan nævnes en aftale, der lader prisen på en tv-pakke variere med antallet af tilsluttede husstande.

Det er foreningens ansvar at gennemgå sin aftale med foreningens tv-leverandør og i den forbindelse sikre sig, at aftalen bliver opsagt/genforhandlet, hvis den hindrer framelding. Foreningen bør sikre sig, at foreningen undgår at lide tab, når husstandene får mulighed for at blive fritaget for betaling.

Se evt. Hvad skal foreningen være opmærksom på, når foreningen skal indgå en ny aftale? 

Ikrafttrædelsestidspunktet i henhold til overgangsordningen afhænger af den aftale, der er indgået mellem foreningen og tv-leverandøren:

  • Hvis aftalen har en på forhånd fastsat udløbsdato, eller aftalen er opsagt, så har foreningen pligt til at imødekomme husstandenes anmodninger om fritagelse fra den dag, aftalen udløber, dog med et opsigelsesvarsel, der svarer til forbrugeraftalelovens regler.

    Eksempel: Hvis aftalen udløber den 31. december 2019, så skal foreningen imødekomme husstandenes anmodninger om at blive fritaget fra betaling til tv-forsyningen fra den 1. januar 2020. Husstandene har en måneds opsigelsesvarsel til udgangen af en måned, så hvis en husstand anmoder om fritagelse i løbet af januar 2020, vil opsigelsen få virkning fra den 1. marts 2020.

  • Hvis aftalen løber, indtil en af parterne opsiger den, så har foreningen pligt til at imødekomme husstandenes anmodninger om fritagelse fra udløbet af aftalens opsigelsesvarsel regnet fra den 1. oktober 2016 eller det senere tidspunkt, hvor aftalen tidligst kan opsiges, dog med et opsigelsesvarsel, der svarer til forbrugeraftalelovens regler. Dette gælder uanset, om foreningen rent faktisk benytter sig af denne opsigelsesmulighed.

    Eksempel 1: Hvis der er aftalt et opsigelsesvarsel på 12 måneder, så skal foreningen imødekomme husstandenes anmodninger om fritagelse fra den 1. oktober 2017, hvilket vil sige, at loven på nuværende tidspunkt har virkning for ejendommen. Husstandene har en måneds opsigelsesvarsel til udgangen af en måned, så hvis en husstand anmoder om fritagelse i løbet af juli, vil opsigelsen få virkning fra den 1. september.

    Eksempel 2:
    Hvis aftalen kan opsiges den 30. juni 2019 med et opsigelsesvarsel på 3 måneder, så har foreningen pligt til at imødekomme husstandenes anmodninger om fritagelse fra den 1. oktober 2019. Husstandene har en måneds opsigelsesvarsel til udgangen af en måned, så hvis en husstand anmoder om fritagelse i løbet af oktober 2019, vil opsigelsen få virkning fra den 1. december 2019.
Hvis aftalen vedrører flere af ovenstående elementer, så har foreningen pligt til at imødekomme husstandenes anmodninger om fritagelse fra det tidligst mulige tidspunkt.

Eksempel:
Hvis aftalen udløber den 31. december 2020, men det er muligt at opsige den med virkning for foreningen fra den 1. januar 2020, så har foreningen pligt til at imødekomme husstandenes anmodninger om fritagelse fra den 1. januar 2020. Husstandene har en måneds opsigelsesvarsel til udgangen af en måned, så hvis en husstand anmoder om fritagelse i løbet af januar 2020, vil opsigelsen få virkning fra den 1. marts 2020.

Foreningen må ikke betinge levering af en bredbåndsforbindelse af, at husstanden også modtager tv. Husstanden skal kunne være tilsluttet foreningens bredbåndsløsning, selvom husstanden ikke ønsker den fælles tv-løsning.

Det samme gælder for en tv-leverandør, hvis denne ejer antenneanlægget.

Loven gælder kun tv-forsyningen og har ingen bestemmelser om fritagelse fra betaling til en fælles bredbåndsløsning. Det er foreningen (evt. sammen med bredbåndsleverandøren), der beslutter, om det skal være muligt for foreningens husstande tillige at fravælge bredbåndsløsningen.

Det er ikke tilladt at kræve gebyr i forbindelse med en framelding (evt. PBS-gebyr fx i forbindelse med sletning af aftale kan opkræves).

Det er muligt at opkræve løbende betaling fra alle husstande i foreningen til foreningens omkostninger ved administration af den fælles tv-forsyning, herunder administration af til- og frameldinger.

Se mere under Kan foreningen få dækket omkostningerne til administration af til- og frameldinger? 

Nogle foreninger har et sløjfeanlæg, hvor det af tekniske årsager ikke umiddelbart er muligt at frakoble husstande enkeltvis. Foreningen skal tage stilling til, hvordan husstandene mest hensigtsmæssigt frakobles den fælles tv-forsyning.

Umiddelbart kan der peges på følgende muligheder:

  • Udskiftning/ændring af sløjfeanlægget til et stikledningsanlæg
  • Plombering af adgangen til anlægget for de husstande, der fravælger fælles tv-forsyning 
  • Krypteret udsendelse af tv-kanaler i anlægget. Denne løsning kræver, at de husstande, der forsynes med tv via antenneanlægget har en tv-boks til dekryptering af kanalerne. 

Se også Kan foreningen få dækket omkostninger til nyetablering af fælles antenneanlæg eller investering i opgradering af fælles antenneanlæg? 
Kan foreningen opkræve et gebyr for framelding? 

Loven indeholder en overgangsordning, som tager højde for, at nogle aftaler med tv-leverandører har en bindingsperiode eller kan opsiges med et aftalt varsel. Derudover kan det være aftalt, at samtlige husstande i foreningen aftager en tv-pakke, og hvor der ikke er mulighed for at ændre dette. Det betyder, at foreningen reelt ikke har mulighed for at efterkomme ønsker fra husstande om fritagelse.

Foreningen skal være opmærksom på, om der er behov for at få ændret gældende aftaler for at kunne imødekomme husstandes anmodning om fritagelse, uden at foreningen lider et tab. Hvis der er behov for ændring, bør foreningen opsige/genforhandle aftalen, så snart det er muligt.

Det skyldes, at foreningen skal give husstandene mulighed for at framelde sig fra det tidspunkt, hvor foreningen har mulighed for at blive løst fra aftalen med tv-leverandøren – uanset om foreningen benytter sig af denne mulighed eller ej.

Overgangsbestemmelserne gælder kun for aftaler indgået før 1. juli 2016.

En aftale, der ikke binder foreningen til at betale for et bestemt antal husstande, men i stedet lader prisen variere med antallet af tilsluttede husstande, kan ikke anses for at hindre foreningen i at efterkomme ønsker om framelding, hvorfor overgangsbestemmelserne ikke gælder her.

Se mere under Hvornår får loven virkning for min forening? 
Kan foreningen stoppe med at levere en bredbåndsforbindelse, hvis husstanden ikke vil have tv? 

Der er en række elementer, din forening skal være opmærksom på i sin aftale med tv-leverandøren, da de bl.a. kan medføre, at foreningen kommer til at lide et økonomisk tab, eller ikke umiddelbart kan imødekomme ønsker om fritagelse fra den fælles tv-forsyning. Din forening bør derfor gennemgå aftalen for at se, om det er tilfældet.

Her er en række eksempler på forskellige typer af vilkår, som foreningen skal være opmærksom på:

Samtlige husstande i foreningen skal være tilsluttet tv-forsyning fra tv-leverandøren
Det kan betyde, at foreningen skal betale for tv-forsyning til samtlige husstande, selvom nogle husstande framelder sig ordningen. Det er en god idé at få aftalen med tv-leverandøren ændret, så den tager højde for, at husstande skal kunne framelde sig tv-forsyningen.

Foreningen kan over for tv-leverandøren varsle ændringer i antallet af tilslutninger, men varslet er på mere end én måned

Et sådant vilkår kan betyde, at foreningen vil skulle fritage en husstand fra betaling med én måneds varsel til udgangen af en måned, selvom der skal betales for den pågældende husstands tv-forsyning til tv-leverandøren i flere måneder. Det er en god idé at sikre sig, at opsigelsesvarslet over for tv-leverandøren har samme længde som husstandenes opsigelsesvarsel, dvs. én måned til udgangen af en måned (og gerne kortere for at give foreningen tilstrækkelig tid til at håndtere og videreformidle fritagelsesanmodningen til tv-leverandøren).

De husstande, der vil have en bredbåndsforbindelse, skal også have tv
Det er ikke tilladt at koble salget af bredbåndsforbindelser med salget af tv-produkter på denne måde. Foreningen har derfor et ansvar for at sikre, at aftaler med tv-leverandører ikke indeholder sådan en kobling. Loven omfatter kun tv-forsyning og hindrer ikke, at alle husstande i en forening kan forpligtes til at betale til en bredbåndsforbindelse.

Hvis det er tv-leverandøren, der ejer fællesantenneanlægget, er denne pålagt samme forpligtelser som foreningen i forhold til at give husstande mulighed for at blive fritaget for den fælles tv-forsyning. Såfremt leverandøren ikke respekterer dette, vil husstande kunne indbringe klage til rette klageorgan. Se også Har husstandene i foreningen klageadgang? 

Hvis det er foreningen, der ejer antenneanlægget, og tv-leverandøren ikke vil ændre aftalevilkår, der gør det muligt at fritage husstande for tv-forsyning, må foreningen skifte leverandør.

Der er flere leverandører, som kan levere tv (og bredbånd) via kabel-tv-kabler (coax-kabler). En anden mulighed er at undersøge, om der kan etableres fiberkabler i ejendommen, hvis der ikke allerede er det.

Foreningen skal være opmærksom på, at en ny aftale ikke indeholder bestemmelser, som fx hindrer foreningen i at imødekomme ønsker fra husstande om fritagelse fra den fælles tv-forsyning, eller som betyder, at foreningen vil lide et økonomisk tab, hvis husstande benytter sig af retten til at blive fritaget.

Her er inspiration til, hvad foreningen bl.a. skal være opmærksom på:

  • Det skal være muligt for foreningens husstande frit at vælge, om de vil modtage tv-forsyning via foreningen eller ej. Såfremt betalingen sker gennem foreningen, skal foreningen kun afregne med tv-leverandøren for de husstande, der frivilligt er tilsluttet den fælles tv-forsyning.
  • Er det antenneanlæg, der bruges til den fælles tv-forsyning, ikke ejet af foreningen, men af en tv-leverandør, og bruges antenneanlægget både til forsyning af tv og internet, må aftalerne godt indeholde bestemmelser om, at samtlige husstande betaler til faste omkostninger til etablering, forbedring og drift af anlægget. Husstandene har ret til en specifikation af disse omkostninger.
  • Se hvilke omkostninger husstande, der fritages, kan forpligtes til at betale til under Kan foreningen få dækket de faste omkostninger ved driften af et fællesantenneanlæg? 
  • Det må ikke være en forudsætning for at modtage internet via et fællesantenneanlæg, at husstanden også modtager tv via anlægget. Se nærmere herom under Kan foreningen stoppe med at levere en bredbåndsforbindelse, hvis husstanden ikke vil have tv? 
  • Der må ikke opkræves gebyr for framelding til den fælles tv-forsyning. Se nærmere herom under Kan foreningen opkræve et gebyr for framelding? 
  • Foreningen skal kunne meddele ændringer til tv-leverandøren med samme eller kortere varsel, som husstandene har over for foreningen. Se nærmere herom under Er der regler om opsigelse og opsigelsesvarsel? 
  • Hvordan ændringer i tilslutninger meddeles til tv-leverandøren. Det kan fx aftales, at til- og frameldinger sker direkte til leverandøren med orientering til foreningen.

Det afhænger af de konkrete forhold, herunder aftaleforhold.

Det kan – uanset ejerskabet til det fællesantenneanlæg, der forsyner husstandene med tv – være enten foreningen eller tv-leverandøren, der administrerer en fælles tv-forsyning, herunder til- og frameldinger.

For nogle foreninger kan det være mest hensigtsmæssigt, at det er foreningen, der administrerer til- og frameldinger til den fælles tv-forsyning (evt. via foreningens administrationsselskab) og afregner sin betaling til tv-leverandøren på grundlag heraf.

Andre foreninger kan med fordel aftale med tv-leverandøren, at til- og frameldinger sker direkte til denne. Det kan fx være en relevant løsning for foreninger med en begrænset daglig administration, således at der ikke opstår risiko for, at foreningen ikke når at videreformidle fritagelsesanmodninger til tv-leverandøren i rette tid.

Det er foreningen, der har ansvaret for, at husstandenes ønsker om fritagelse bliver imødekommet – også selvom foreningen ikke administrerer til- og frameldinger.

Hvis foreningen administrerer til- og frameldinger, har foreningen lov til at opkræve løbende betaling fra alle husstande i foreningen, herunder fra de husstande, der ikke får tv fra den fælles tv-forsyning, til at få dækket rimelige omkostninger til foreningens administration af den fælles tv-forsyning, herunder også administration af til- og frameldinger.

Et rimeligt samlet administrationsbidrag vil kunne være på ca. 100 kr. pr. år pr. husstand i 2015-niveau.

Omkostningerne skal fordeles ligeligt på husstande i ejendommen, medmindre der i foreningen er besluttet en anden fordeling, som fx følger fordelingen af samtlige fællesudgifter i foreningen og således ikke forskelsbehandler fritagne husstande, eller der gælder særlige regler i medfør af anden lovgivning.

Det er foreningens beslutning, om foreningen vil opkræve denne udgift fra husstande, der ikke får tv fra den fælles tv-forsyning.

Foreningen skal være opmærksom på, at husstande i foreningen ved anmodning har ret til at få udleveret en specificeret opgørelse over de omkostninger ved et fællesantenneanlæg, som eventuelt pålægges husstande, der framelder sig. Se nærmere herom under Kan foreningen få dækket de faste omkostninger ved driften af et fællesantenneanlæg?

Udgangspunktet for loven er, at husstandene i en forening skal kunne fritages for at betale til en fælles tv-forsyning. Der er dog en række undtagelser, hvorefter foreningen eller tv-leverandøren vil kunne kræve løbende betaling – også fra husstande der ikke får tv fra den fælles tv-forsyning – til dækning af de faste omkostninger ved driften af fællesantenneanlægget.

Foreningen ejer fællesantenneanlægget
Hvis foreningen ejer antenneanlægget, har foreningen lov til at opkræve løbende betaling fra alle husstande i foreningen til at få dækket følgende:

  1. Passende forrentning og afskrivning af afholdte udgifter til etablering af fællesantenneanlægget samt forbedringer af eksisterende anlæg, herunder afholdte finansieringsudgifter.
  2. Vedligeholdelse af anlægget, dvs. løn til teknisk bistand, materialer mv.
  3. Forsikring af anlægget.
  4. Rimelige omkostninger til foreningens administration af den fælles tv-forsyning i anlægget. Et rimeligt samlet administrationsbidrag vil kunne være på ca. 100 kr. pr. år pr. husstand i 2015-niveau. 
  5. Eventuelle øvrige omkostninger, der må betragtes som faste omkostninger forbundet med driften af anlægget.

Tv-leverandøren ejer fællesantenneanlægget
Hvis tv-leverandøren ejer antenneanlægget, og anlægget bruges til fremføring af både tv og internet, kan tv-leverandøren (evt. via foreningen) opkræve løbende betaling til dækning af omkostninger nævnt under punkt 1)-3) og 5) fra alle husstande i foreningen.

Hvis tv-leverandøren ejer antenneanlægget, og anlægget kun bruges til fremføring af tv, kan tv-leverandøren opkræve løbende betaling til dækning af omkostninger nævnt under punkt 1)-3) og 5), men kun fra husstande, der er tilmeldt tv-forsyningen.

Foreningen har i begge tilfælde lov til at opkræve løbende betaling fra alle husstande i foreningen til dækning af rimelige omkostninger til foreningens administration af den fælles programforsyning i anlægget, nævnt under punkt 4) ovenfor.

Se i øvrigt Kan foreningen få dækket udgifter til tv-pakker? 
Kan foreningen få dækket udgifter til rettighedshavere? 

Det er foreningens beslutning, om foreningen vil opkræve den nævnte mulige betaling fra husstande, der ikke får tv fra den fælles tv-forsyning.

Omkostningerne skal fordeles ligeligt på husstande i ejendommen, medmindre der i foreningen er besluttet en anden fordeling, som fx følger fordelingen af samtlige fællesudgifter i foreningen og således ikke forskelsbehandler fritagne husstande, eller der gælder særlige regler i medfør af anden lovgivning.

Foreningen skal være opmærksom på, at husstande i foreningen ved anmodning har ret til at få udleveret en specificeret opgørelse over de omkostninger, de pålægges, selvom de har frameldt sig den fælles tv-forsyning.

Foreningen har lov til at opkræve løbende betaling – også fra de husstande, der ikke får tv fra den fælles tv-forsyning - til at få dækket omkostninger, som foreningen har eller har haft i forbindelse med etablering af fællesantenneanlæg eller investering i opgradering/forbedring af eksisterende anlæg. 

Se nærmere under Kan foreningen få dækket de faste omkostninger ved driften af et fællesantenneanlæg? 

Det er ikke muligt på ny at opkræve betaling til en tv-pakke fra husstande, der tidligere har frameldt sig den fælles tv-forsyning, medmindre husstanden skriftligt tilkendegiver, at husstanden igen ønsker at være tilmeldt.

Husstande i foreningen vil også efter forbedringen/opgraderingen/nyetablering kunne framelde sig tv-forsyningen.

Udgifter til rettighedsbetaling (CopyDan e.l.) må kun opkræves fra de husstande, som er tilmeldt den fælles tv-forsyning.

Foreningen kan kun opkræve løbende betaling til dækning af udgifter til tv-pakker mv. fra de husstande, der er tilmeldt den fælles tv-forsyning.

Derfor er det vigtigt, at foreningen sikrer sig, at den aftale, som foreningen har med en tv-leverandør, indebærer, at foreningen ikke skal betale for flere husstande end dem, der er tilmeldt den fælles tv-forsyning.

Hvis aftalen betyder, at foreningen skal betale for et større antal husstande end dem, der er tilmeldt den fælles tv-forsyning, bør foreningen opsige/genforhandle sin aftale med tv-leverandøren, så snart det er muligt.

Se evt. Hvornår får loven virkning for min forening?
Hvad skal foreningen være opmærksom på, når foreningen skal indgå en ny aftale? 

Det kan være hensigtsmæssigt, at foreningen orienterer medlemmerne om muligheden for fravalg af den fælles tv-forsyning i det omfang, det ikke tidligere har været muligt at fravælge ordningen.

Foreningen kan bl.a. oplyse om, hvornår medlemmerne kan blive fritaget (se Hvornår får loven virkning for min forening?), hvilket opsigelsesvarsel medlemmerne har (se Er der regler om opsigelsesvarsel?) og til hvem medlemmerne skal framelde sig.

Foreningen kan også oplyse, om foreningen eller tv-leverandøren opkræver løbende betaling til dækning af faste omkostninger hos de medlemmer, der ikke får tv fra den fælles tv-forsyning, samt størrelsen af det beløb, der evt. skal betales. Se evt.

Kan foreningen få dækket de faste omkostninger ved driften af et fællesantenneanlæg? 

Foreningen kan i øvrigt henvise til guiden på forbrug.dk

Husstande der oplever, at de hindres i at bruge deres ret til at blive fritaget fra den fælles tv-forsyning, kan indbringe en klage til rette klageorgan. Husstande i ejerforeninger, andelsboligforeninger eller grundejerforeninger med fælles tv-forsyning kan klage til Slots- og Kulturstyrelsen. Husstande i lejeboliger kan klage til enten huslejenævnet (private udlejningsboliger) eller beboerklagenævnet (almennyttige boliger).

Har du efter at have læst vejledningen fortsat spørgsmål til de nye regler, kan du som repræsentant for en ejerforening, andelsboligforening, grundejerforening mv. kontakte Slots- og Kulturstyrelsen på medi@slks.dk eller evt. telefonisk på 33 95 42 00.