Nethandel #heltsikkert
Problemer med varen
Her kan du se, hvordan du skal forholde dig, hvis du har problemer med en vare, du har købt på nettet, eller hvis du ønsker at fortryde dit køb.
Sådan bruger du din fortrydelsesret:
- Giv klart og tydeligt webshoppen besked om, at du fortryder. Det er ikke nok, at du fx undlader at hente varen i pakkeboksen eller pakkeshoppen.
- I mange tilfælde har sælgeren en online funktion eller standardformular, du kan bruge. Ellers kan du sende en mail.
- Få en bekræftelse på, at du har fortrudt købet. Har du sendt en mail, så gem en kopi af mailen
- Du har derefter yderligere 14 dage til at returnere varen til webshoppen. Du skal selv betale returforsendelsen, medmindre andet er aftalt. Du har ansvaret for varen, indtil webshoppen modtager den
- Hvis du har handlet på en dansk hjemmeside, der fx har et dansk CVR-nummer og et salgskontor i Danmark, og fortryder købet, kan webshoppen ikke kræve, at du skal sende varen til et lager i et andet land, medmindre det udtrykkeligt blev aftalt ved købet.
Sådan bruger du din reklamationsret:
- Klag så hurtigt som muligt til webshoppen, hvis du opdager en fejl på varen
- Beskriv den konkrete fejl i din henvendelse
- Sørg for at kunne bevise, at du har klaget fx ved at gemme en kopi
- Webshoppen har ret til at undersøge varen. Har varen en fejl, der er omfattet af købelovens regler, er det webshoppens ansvar at løse problemet
- Kan du og webshoppen ikke blive enige, kan du gå videre med din sag til et klagenævn
Webshoppen ligger uden for EU
- Hvis webshoppen markedsfører sig over for danskere:
Du er beskyttet af de danske forbrugerregler, hvis webshoppen markedsfører sig over for danskere, fx hvis sproget er dansk, og du kan betale i danske kroner. Det betyder, at du har 14 dages fortrydelsesret og to års reklamationsret.
- Hvis webshoppen ikke markedsfører sig over for danskere:
Det vil normalt være lovgivningen i webshoppens hjemland, der gælder. Det betyder, at du ikke kan være sikker på at have de samme rettigheder. Det kan dog være svært at få dit krav igennem overfor en webshop, som ikke ligger i EU.
Tilfælde, hvor banken kan tilbageføre dine penge:
- Webshoppen trækker flere penge end aftalt
- Du modtager ikke varen eller får en forkert vare
- Du fortryder købet, inden du modtager varen, og webshoppen tilbagebetaler ikke dine penge
Vil du klage over en webshop, der er etableret i Danmark, kan du kontakte Mæglingsteamet for Forbrugerklager, der behandler klager over forbrugerkøb over varer og tjenesteydelser.
For at kunne få behandlet din sag hos Mæglingsteamet for Forbrugerklager skal varen minimum have kostet 1.110 kroner eller minimum 720 kroner, hvis der er tale om tøj og sko.
Vil du klage over en webshop, der ligger i et andet EU-land, kan du kontakte Forbruger Europa. De kan hjælpe dig med at få dit krav igennem over for virksomheden.
Vil du klage over en webshop, der hører hjemme i et land uden for EU, afhænger dine muligheder af, om webshoppen markedsfører sig over for danskere, fx om sproget er dansk, og du kan betale i danske kroner.
Hvis webshoppen markedsfører sig over for danskere, er du dækket af de danske regler for reklamationsret, og du vil kunne anlægge sag ved de danske domstole.
Hvis webshoppen ikke markedsfører sig i Danmark, vil lovgivningen i webshoppens hjemland normalt gælde, medmindre andet er aftalt. Din klage vil i den situation normalt skulle behandles i webshoppens hjemland. I nogle tilfælde vil du dog kunne indbringe sagen for de danske domstole.
Du skal være opmærksom på, at det kan være svært at få dit krav igennem, hvis webshoppen fx hører hjemme i Kina.
Læs mere om handel uden for EU >>
Hvis du handler via en online platform, kan det være svært at gennemskue, hvem du har købt varen af, og hvem du skal klage til, hvis der opstår problemer med varen.
Hvis online platformen alene fungerer som formidler eller mellemled, skal det tydeligt fremgå, at den alene er formidler. Det skal også tydeligt fremgå, hvem du indgår aftalen om købet med.
Et godt råd er, at du altid både klager til online platformen og virksomheden, hvis der opstår et problem med varen.
Har du købt en vare på nettet, som viser sig at være en kopi, afhænger dine klagemuligheder af, om webshoppen er etableret i Danmark.
Er webshoppen etableret i Danmark, kan du klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager, hvis varen har kostet minimum 1.110 kroner eller minimum 720 kroner, hvis der er tale om tøj og sko.
Er webshoppen etableret i et andet EU-land, kan du klage til Forbruger Europa.
Er webshoppen etableret i et land uden for EU, men markedsfører den sig over for danskere, fx kan du betale i danske kroner, og er sproget dansk, kan du anlægge en sag ved de danske domstole.
Læs mere på jegvælgerægte.dk >>
Du kan anmelde din sag til politiet, hvis du er blevet franarret dine kreditkort- eller netbankoplysninger eller andre følsomme oplysninger, eller hvis du ikke har modtaget en vare, som du har betalt for.
Er du blevet snydt af en falsk webshop, der sælger kopivarer, kan du anmelde webshoppen til Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK). De kan lukke hjemmesiden og føre straffesager.
Læs mere på anklagemyndigheden.dk >>
Opstår der problemer med et abonnement, som du har tegnet hos en dansk virksomhed, kan du, afhængigt af hvilket abonnement der er tale om, kontakte Mæglingsteamet for Forbrugerklager eller et af de godkendte ankenævn.
Mæglingsteamet for Forbrugerklager behandler klager over forbrugerkøb af varer og tjenesteydelser og er et alternativ til domstolssystemet. Derudover findes der 17 ankenævn, der beskæftiger sig med bestemte områder og alle er godkendt af erhvervsministeren.
Oversigt over godkendte ankenævn >>
Er der tale om et firma, der hører hjemme i et EU-land, Norge eller Island, kan du kontakte Forbruger Europa.
Læs mere hos Forbruger Europa >>
Du kan også klage til Forbrugerombudsmanden, som kan vurdere sagen og evt. føre en sag mod virksomheden.
Læs mere hos Forbrugerombudsmanden >>
Modtager du opkrævninger for et abonnement, du ikke mener, du har indgået, kan du klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager, hvis der er tale om et dansk firma, og det samlede beløb overstiger 1.110 kroner.
Er der tale om et firma, der hører hjemme i et EU-land, Norge eller Island, kan du kontakte Forbruger Europa.
Læs mere hos Forbruger Europa >>
Du kan også klage til Forbrugerombudsmanden, som kan vurdere sagen og evt. føre en sag mod virksomheden.
Læs mere hos Forbrugerombudsmanden >>
Har du mistanke om, at du har købt ulovlig medicin, eller at en webshop ulovligt sælger medicin, kan du anmelde det til Lægemiddelstyrelsen.
Læs mere hos Lægemiddelstyrelsen >>
Indeholder kosttilskuddet farlige eller ulovlige stoffer, kan du klage til din lokale fødevareenhed. Det kan du gøre via Fødevarestyrelsens hjemmeside. Fødevarestyrelsen kan vurdere, om et produkt er farligt, og om det skal trækkes tilbage fra markedet.
Læs mere hos Fødevarestyrelsen >>
Du kan melde det til Sikkerhedsstyrelsen, hvis du har oplevet, at et produkt blev farligt – for eksempel at det gav stød eller brød i brand.
Læs mere hos Sikkerhedsstyrelsen >>
-
.
ER PRISEN FOR GOD TIL AT VÆRE SAND?
-
Vær varsom med at handle i webshoppen, hvis den sælger dyre mærkevarer til alt for lave priser, har dårligt, maskinoversat sprog, eller hvis priserne er skæve, fx 517,97 kroner.
-
.
HVOR LIGGER WEBSHOPPEN?
-
Tjek, hvem der står bag webshoppen. Webshops i EU skal oplyse navn, adresse, mail og evt. telefonnummer. Selvom webadressen slutter med .dk, kan webshoppen høre hjemme i et land uden for EU, og det kan blive sværere for dig at få hjælp, hvis noget går galt.
-
.
HVOR SENDES VAREN FRA?
-
Tjek, hvor varen bliver sendt fra. Selvom webshoppen ligger i EU, kan varen godt blive sendt fra et land uden for EU, og så kan der komme told og moms oven i prisen. Læs derfor leveringsbetingelserne.
-
.
KAN DU BETALE MED KORT?
-
Det er sikrest at betale med kreditkort, hvor du indtaster kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre. Så vil banken i mange tilfælde kunne tilbageføre dine penge, hvis varen fx ikke dukker op, eller der bliver trukket for mange penge.
-
.
HVAD STÅR DER MED SMÅT?
-
Spørgeskemaer, prøvepakker og konkurrencer på nettet kan dække over fup og snyd. Læs altid det med småt, før du deltager i en konkurrence eller takker ja til et godt tilbud.
Om Nethandel #heltsikkert
Nethandel #heltsikkert giver dig én samlet indgang til myndighedernes information om, hvordan du handler sikkert på nettet, og hvad du kan gøre, hvis det er gået galt.
Nethandel #heltsikkert er blevet til i et samarbejde mellem 14 myndigheder.
-
Læs mere fra Nethandel #heltsikkert
Læs mere fra Nethandel #heltsikkert