Pressemeddelelse
Elselskaber har sendt tvivlsomme opkrævninger
Elselskaber har krævet ekstra betaling fra kunder gennem korrektionsopkrævninger uden at være berettiget til det. Siden nytår har 20 kunder klaget til Ankenævnet på Energiområdet, og 17 af dem fik enten medhold eller indgik et forlig med deres elselskab.
En forbruger havde ret til at få næsten 2.000 kroner tilbage efter at have opsagt sit abonnement hos sit elselskab. Forbrugeren så aldrig pengene og modtog tre måneder senere en såkaldt korrektionsopkrævning på stort set samme beløb. Det er bare en af flere sager hos Ankenævnet på Energiområdet, hvor forbrugere bliver opkrævet ekstra beløb af deres elselskab.
Klagesager viser, at det er en god idé at være opmærksom, hvis man får en korrektionsopkrævning fra sit elselskab. Det gælder ikke mindst forbrugere, der for nylig har opsagt deres aftale med et elselskab, siger Emil Kamp Kirkeby Jørgensen, der er chefkonsulent i Sekretariatet for Ankenævnet på Energiområdet.
Det er helt almindeligt, at elselskaber korrigerer regningerne, og typisk er det helt efter reglerne. De mange sager giver dog grund til at være særlig opmærksom, hvis man modtager en elregning, hvor tidligere indbetalte beløb korrigeres.
I den forgangne del af 2025 har Ankenævnet på Energiområdet behandlet og afgjort 20 klager over korrektionsopkrævninger. Ud af disse har ti fået fuldt medhold, mens syv af sagerne er afsluttet ved forlig og med sagsomkostningerne betalt af elselskabet. I to af sagerne har kunden trukket klagen tilbage, mens en enkelt forbruger ikke har fået medhold.
Selvom korrektionsopkrævninger er almindelige, så skal elselskaberne altid kunne dokumentere, at de har lov til at priskorrigere, og det har de i størstedelen af de omtalte klagesager ikke været i stand til, siger Emil Kamp Kirkeby Jørgensen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der huser sekretariat for Ankenævnet for Energi, står også bag den offentlige forbrugerportal forbrug.dk, hvor forbrugerne kan finde information om deres rettigheder og gode råd.
Forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann, siger:
Hvis man som elkunde står med en opkrævning i hånden, som man ikke forstår, er det altid en god idé at kontakte sit elselskab og efterspørge en uddybende forklaring på, hvorfor man har fået opkrævningen. Det er et oplagt sted at begynde. Man kan på samme tid kigge på tidligere regninger og på den måde tjekke, om noget skiller sig ud.
Hun tilføjer, at det også kan være en hjælp at læse sine aftalevilkår igennem og i den forbindelse bede elselskabet om at udpege præcis det sted i vilkårene, hvor det fremgår, at opkrævningen er tilladt.
Selvom det er nemmere sagt end gjort at læse sine aftalevilkår, så kan det være med til at afklare, om opkrævningen er berettiget. Derudover er det i det hele taget fornuftigt at sætte sig ind i, hvad en elregning indeholder, samt overveje, om man har den bedste aftale, siger Susanne Aamann.
Afgørelserne i klagesagerne fra Ankenævnet på Energiområdet understreger vigtigheden i at skænke sin elregning en ekstra tanke, særligt hvad angår uventede regninger som korrektionsopkrævninger. Er man fortsat i tvivl, kan man altid finde gode råd på forbrug.dk eller klage til Ankenævnet på Energiområdet.
FAKTA: Gode råd ved uenighed om elregningen
- Har du modtaget en korrektionsopkrævning eller en anden slags opkrævning, du ikke forstår, så kontakt dit elselskab og bed om en uddybende forklaring.
- Bed elselskabet om at finde dokumentation på opkrævningen, samt hvor det fremgår af aftalevilkårene.
- Læs kontrakten og de tilhørende aftalevilkår.
- Sammenlign opkrævningen med tidligere opkrævninger og se, om der er en sammenhæng.
- Du kan i sidste ende klage til Ankenævnet på Energiområdet, hvis du kan dokumentere, at du har klaget til dit elselskab, og I ikke sammen kunne finde en løsning. Du kan også klage til ankenævnet, hvis du ikke har fået svar på din klage til elselskabet inden for 30 dage.
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Ankenævnet på Energiområdet
Pressekontakt:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.