Pressemeddelelse
Bliv klogere på valg af ladeløsning til elbilen
Hver anden nyindkøbte bil kører på el, men mange ender med en alt for dyr ladeløsning. Det skyldes, at det er svært at vælge løsningen, som matcher ens behov. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort information om valg af ladeløsning på forbrug.dk og i podcasten ”Råd til forbrug”.
Halvdelen af de nyslåede bilejere har valgt en el- eller plug-in-hybridbil i de tre første måneder af 2024. Men knap halvdelen af disse har sandsynligvis ikke valgt den billigste løsning til at lade deres nye bil op.
Det kan være ganske svært at vælge den bedste ladeløsning, når markedet er skruet sammen, som det er. Forbrugeren kan dog skabe et bedre grundlag for sit valg ved at gøre en indsats, og det kan der være rigtig meget tjent ved
siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Niels Enemærke.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har derfor udarbejdet information om valg af ladeløsning til forbrugerne. Informationen bygger på Konkurrencerådets analyse, ”Konkurrencen på markedet for opladning af elbiler” fra december 2023, der blandt andet viser, at knap halvdelen af de elbilejere, som har en privat ladeboks, ikke har fået den billigste løsning.
Blandt elbilister med hjemmeopladning kunne omkring halvdelen have fået opladningen billigere, når deres kørselsbehov og lademønster tages i betragtning. Faktisk har forbrugere med en privat ladeboks i gennemsnit betalt 70 procent mere end den billigste løsning.
Desværre er det ikke helt ligetil at være forbruger på markedet for opladning af elbiler. Det er først og fremmest vigtigt, at man sætter sig grundigt ind i, hvilket behov man har, før man vælger sin ladeløsning
siger Niels Enemærke.
Og det er værd at bruge tid på at vælge den rigtige løsning i første forsøg, for beslutningen kan være dyr og besværlig at lave om, viser samme analyse:
Hvis man ønsker at skifte leverandør, kan det let komme til at koste flere tusinde kroner, fordi den gamle ladestander ofte skal tages ned og en ny sættes op. Netop denne engangsudgift er med til at fastholde mange elbilister i ufordelagtige aftaler
siger Niels Enemærke.
Som forbruger skal du derfor forberede dig godt ved at undersøge, hvor mange kilometer, du regner med at skulle køre. Du kan også afklare, hvor stort dit behov for opladning på offentligt tilgængelige ladestandere vil være. Tjek også, om der eventuelt er en kampagne i gang, så du kan få et godt tilbud.
Oveni er det altid en god ide at undersøge, om det bedst kan betale sig for dig at leje eller eje ladestanderen. Og endelig skal du finde ud af, om du skal have en serviceaftale med eller ej, og i fald, hvor du finder den for dig bedste aftale.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort en episode om valg af ladeløsning i sin podcast ”Råd til Forbrug”. Her uddyber vi vores gode råd. Podcasten er både henvendt til forbrugere, der er ved at købe en elbil, og til forbrugere, der overvejer at skifte ladeløsning til den bil, de allerede har.
LINK:
Lyt til podcasten ”Råd til forbrug”, hvor kontorchef Niels Enemærke giver gode råd om valg af ladeløsning til el- og hybridbiler. Du kan også lytte til podcasten der, hvor du plejer at finde dine podcasts.
Læs hvad du skal overveje, hvis du vil købe en el- eller plug-in-hybridbil på forbrug.dk
Se illustration - kan benyttes frit i forbindelse med redaktionel omtale af forbrug.dk ved kreditering af Louise Thrane Jensen.
Pressefoto af Niels Enemærke (i trykkvalitet)
Gode råd til valg af ladeløsning
- Find ud af, hvor mange kilometer du venter at køre årligt.
- Find ud af, om du primært vil oplade hjemme eller ude.
- Hvis du har mulighed for at oplade hjemme, så undersøg om det bedst kan betale sig at leje eller eje ladestanderen.
- Undersøg, om det kan betale sig for dig at have en serviceaftale på din ladestander hjemme. Det afhænger af dit behov for at lade på den.
- Undersøg, hvad præcist dit behov vil koste hos flere forskellige leverandører.
- Vær opmærksom på, at der ofte er kampagnetilbud, som det kan være værd at overveje.
Pressekontakt
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.