Pressemeddelelse
Guide: Undgå chokregninger på forårets udlandsrejser
Gennem tiden er flere forbrugere kommet i klemme, fordi de ikke har haft styr på regler og vilkår i deres mobilabonnement, da de rejste til udlandet. Det viser afgørelser fra Teleankenævnet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen guider dig til, hvad du skal være opmærksom på.
Denne pressemeddelelse er udsendt den 26. april 2022.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet.
Vi har her samlet information om, hvad du skal være opmærksom på, hvis du tager mobilen med på en af forårets rejser til udlandet. Informationen bygger på en række af de seneste års afgørelser fra Teleankenævnet.
Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann, siger:
”Det kan hurtigt blive dyrt at bruge mobilen, især hvis du rejser til et land uden for EU. Derfor er det en god idé på forhånd at undersøge, hvilke lande der er inkluderet i dit abonnement, og hvor meget det vil koste at ringe, sms’e og bruge data i netop det land, du skal rejse til. Typisk vil det fremgå af ordrebekræftelsen, vilkårene eller på udbyderens hjemmeside.”
”Hvis rejsen går til et andet EU-land, skal du som udgangspunkt betale det samme som herhjemme, hvis du ringer, sms’er eller bruger data. Men der kan være et loft over, hvor meget data du må bruge. Undersøg, om det koster ekstra at overskride grænsen, og hold så ellers løbende øje med dit forbrug.”
Tjek dit mobilabonnement før afrejse
Det kan betale sig at tjekke vilkårene for dit abonnement, før du rejser. Det viser to nylige afgørelser fra Teleankenævnet. Sagerne resulterede i, at forbrugerne stod tilbage med regninger på henholdsvis 1.600 kroner og over 3.000 kroner for mobiltelefoni i udlandet.
I den ene sag fra marts 2022 kostede det en forbruger mere end 1.600 kroner, at vedkommende ikke havde været opmærksom på, hvilke lande der kunne ringes til under en rejse til Grækenland. Under opholdet ringede forbrugeren flere gange til USA.
Forbrugeren havde et mobilabonnement med ”Roaming World”. På udbyderens hjemmeside stod der, at det gav adgang til at ringe og sende beskeder i 36 lande i Europa samt 12 lande uden for Europa – for eksempel USA, til lokale numre i det land, man befandt sig i, samt til danske numre.
I den anden sag fra december 2021 havde forbrugeren ligeledes et ”Roaming World-abonnement” inkluderet i sit mobilabonnement. Under en rejse til Tyrkiet brugte forbrugeren data og ringede flere gange til England og Frankrig. Det kostede forbrugeren mere end 3.000 kroner.
Teleankenævnet har i begge sager vurderet, at forbrugerne har fået de nødvendige oplysninger om abonnementet, da det blev oprettet, for eksempel i abonnementsvilkårene og ordrebekræftelsen.
Teleankenævnet bemærker dog, at oplysningerne fra hjemmesiden om, hvilke lande der kan ringes til og fra, med fordel kan fremhæves direkte på ordrebekræftelsen, men at det ikke har haft afgørende betydning for sagerne, fordi teleselskabernes hjemmesider henviser til link med mere information.
Tjek antal tegn i sms’en
Det kan give en ekstraregning, hvis du bruger mange emojis i dine sms’er – især ved rejser uden for EU. Det viser en tidligere sag fra Teleankenævnet.
Her afgjorde nævnet, at en forbruger skulle betale for 430 sms’er, som hun havde sendt hjem fra en rejse i Vietnam. Forbrugeren mente selv, at hun kun havde sendt 20 sms’er, men det viste sig, at hun havde brugt mange emojis, som fylder mange tegn.
Efter rejsen fik forbrugeren en telefonregning på omkring 1.600 kroner, hvoraf de 1.000 kroner var for sms’er.
Vær opmærksom på dyre satellitforbindelser på færger
Før du bruger din mobil på en færge mellem to lande, så vær opmærksom på, om din mobil fanger færgens netværk. Det kan du se på mobilens display. Tjek også, om der er sat en spærring på dit abonnement, så du ikke kan bruge data, når din mobil er på færgens satellitforbindelse.
Hvis du ringer eller bruger data via færgens netværk, kan det nemlig blive rigtigt dyrt. Teleankenævnet har tidligere afgjort, at en forbruger skulle betale omkring 2.100 kroner for sine døtres dataforbrug om bord på en færge til Norge.
Få flere gode råd om brug af mobilen på rejsen
For yderligere information:
Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98