Pressemeddelelse
Guide: Her er reglerne for køb på nettet uden for EU
Den 1. juli kommer der nye momsregler, når du handler på nettet uden for EU. Men det er ikke kun den endelige pris, som kan blive påvirket, hvis du handler uden for EU. Vi har samlet information om nogle af de ting, du ellers med fordel kan være opmærksom på.
Denne pressemeddelelse er udsendt den 15. juni 2021.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet.
Snart træder nye momsregler i kraft, som betyder, at du fra og med den 1. juli 2021 skal betale moms samt et gebyr til transportøren oven i prisen på alle varer ved handel uden for EU. Hidtil har du først skullet betale moms og gebyr til transportøren, hvis varens pris oversteg 80 kroner.
Der er dog ikke kun prisen, du skal være ekstra opmærksom på, når du handler på nettet uden for EU. Vi har her samlet information om, hvad der ellers gælder, når du handler på nettet uden for EU.
Leder af Forbruger Europa, Lars Arent, siger:
Når du handler på nettet, er det først og fremmest en rigtig god idé at undersøge, hvem du handler med, og hvor butikken hører hjemme. Om muligt tjek også, hvilket land varerne bliver sendt fra. Det kan have betydning for prisen, du i sidste ende skal betale, da der kan komme told, moms og gebyr til transportøren oven i prisen, hvis varen sendes fra et land uden for EU.
Hvis den netbutik, du vil handle med, hører hjemme i et land uden for EU, kan det få betydning for dine rettigheder og klagemuligheder, hvis noget skulle være galt med varen. Du kan ikke gå til et godkendt klagenævn med din sag, og klageprocessen kan i det hele taget blive langt mere besværlig.
Det er altid en rigtig god idé at betale med et betalingskort, hvor du indtaster kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre. Så vil banken i mange tilfælde kunne tilbageføre pengene, for eksempel hvis varen ikke dukker op, eller du modtager en forkert vare.
Guide: Køb på nettet uden for EU
- Når du handler med en netbutik, der hører hjemme i et land uden for EU, vil den pris, der bliver oplyst på hjemmesiden, ofte være oplyst uden dansk moms, told og importgebyrer og for nogle varer også punktafgift.
- Det er en god idé at betale med betalingskort, hvor du indtaster kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre. Så har du mulighed for at få din bank til at returnere dine penge, hvis netkøbet for eksempel ikke dukker op, eller du modtager et forkert produkt.
- Hvis netbutikken markedsfører sig over for danskere, for eksempel hvis sproget er dansk, og du kan betale i danske kroner, så har du 14 dages fortrydelsesret og to års reklamationsret. Du kan desuden anlægge sag ved de danske domstole.
- Hvis netbutikken ikke markedsfører sig over for danskere, vil det normalt være lovgivningen i netbutikkens hjemland, der gælder, og du kan ikke være sikker på at have de samme rettigheder som herhjemme, medmindre netbutikken hører til i et land inden for EU. Din klage vil desuden normalt skulle behandles i netbutikkens hjemland.
- Vær opmærksom på, hvem du handler med, hvis du køber varen via en såkaldt digital platform som for eksempel en digital markedsplads eller en bookingside. Digitale platforme kan ligne netbutikker, men nogle af dem fungerer blot som platforme, der formidler produkter på vegne af forskellige virksomheder, og det har betydning for dine rettigheder.
Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk
På Nethandel #heltsikkert, som 13 myndigheder står bag, finder du gode råd om sikker nethandel, herunder hvis du handler i netbutikker uden for EU. Du kan også læse mere om, hvordan du fx kan undgå farlige produkter og kopivarer ved handel på nettet.
Hos Toldstyrelsen kan du læse mere om de nye momsregler
Pressekontakt:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98