FAQ
Elektronik
Her kan du finde svar på ofte stillede spørgsmål om elektronik.
Butikken har som udgangspunkt ét-to forsøg til at afhjælpe, fx reparere, hvis fejlen på varen er dækket af købeloven. Hvis butikken skal have flere forsøg, skal det være velbegrundet og uden væsentlig ulempe for dig.
Butikken skal desuden reparere varen inden for rimelig tid. Som udgangspunkt er ”rimelig tid” nogle få uger, men butikken har i nogle tilfælde ret til at bruge længere tid.
Hvis der er tale om forskellige fejl på varen, har butikken som udgangspunkt ét forsøg til at afhjælpe hver fejl.
Læs mere om, hvornår butikken har mere end et reparationsforsøg
Butikken kan ikke afvise en reklamation alene af den grund, at din mobiltelefon er blevet repareret af en anden reparatør. Din telefon er stadig omfattet af reklamationsretten, men ikke de reparerede eller udskiftede dele.
Det betyder, at du kan klage til butikken, hvis mobiltelefonen har en fejl, som ikke har noget at gøre med den tidligere reparation.
Når en butik ombytter en vare efter reglerne i købeloven, skal den ombyttes med en fabriksny vare, der er magen til den, du købte. Hvis butikken ombytter med en brugt vare, fx en såkaldt ”renoveret” telefon eller swap-telefon, vil det ikke være korrekt ombytning, hvis din vare er købt som helt ny. Du kan derfor nægte at tage imod den.
Hvis fejlen er dækket af en producent- eller fabriksgaranti, vil garantibestemmelserne være afgørende for, hvad du har ret til.
Selvom mobiltelefonen har tegn på fugt, kan fejlen godt have en anden årsag. Det er derfor vigtigt at få mobiltelefonen undersøgt.
Hvis mobiltelefonen går i stykker på grund af fugt, vil der ikke være meget hjælp at hente i købeloven. Det skyldes, at fugtskader er typiske brugsskader.
Hvis købet ophæves efter købelovens regler, kan butikken ikke kræve, at du stadig har originalemballagen.
Hvis du skal sende varen retur til butikken, skal varen dog være forsvarligt emballeret. Hvis butikken stiller krav om en særlig emballage, fx formstøbt plast, må den sende emballagen til dig.
Når du køber en computer, er hele varen dækket af købelovens reklamationsret på to år - også batteriet. Du vil altså i to år kunne klage over mangler. Du kan ikke klage over fejl eller skader, som du selv er årsag til eller over almindeligt slid.
Hvis batteriet i en bærbar computer har en kort driftstid, vil det ofte skyldes den måde, computeren bruges på. Hvis du fx har mange programmer, der starter op, når du tænder computeren, har kraftigt lys eller forskellige trådløse funktioner, der kører, kan det nedsætte driftstiden. Alt det kan du altså ikke klage over.
Hvis der derimod er noget galt med batteriet, fx hvis det har en usædvanlig kort levetid, eller brugsanvisningen giver forkerte eller misvisende oplysninger, kan det være en mangel, der er dækket af købelovens regler.
Når en butik sælger elektronisk udstyr, som fx computere, er de også forpligtet til at tage sig af klager, der er omfattet af købelovens reklamationsret.
Det er fx butikkens ansvar at få computeren sendt på værksted. Butikken skal også som udgangspunkt betale for transporten.
Selvom du eventuelt affinder dig med at skulle kontakte et værksted, når der er fejl ved din computer, skal du også klage til butikken, hver gang fejlen opstår.
Læs mere om, hvis sælger henviser til producent eller importør
Hvis en brugsanvisning er nødvendig for, at du kan bruge varen, skal brugsanvisningen være på et sprog, som du forventes at kunne forstå, medmindre andet er aftalt. Du kan fx godt inden købet aftale med butikken, at der ikke følger en manual med, eller at den er skrevet på fx engelsk.
Det er en mangel, hvis du kommer til at skade varen, fordi brugsanvisningen er skrevet på udenlandsk, og du ikke på forhånd har accepteret det.