Pressemeddelelse

Elbilister vælger ofte for dyre ladeløsninger

Knap halvdelen af elbilejere med egen ladeboks har ikke valgt den billigste løsning til deres kørselsbehov. I gennemsnit har de betalt 70 procent mere for opladningen end den billigste løsning, men det kan have været ganske svært at træffe det rigtige valg. Det viser Konkurrencerådets analyse ”Konkurrencen på markedet for opladning af elbiler”.

Var det noget med en ladeboks derhjemme, et abonnement til opladning på farten, og hvad med en serviceaftale, så du kan få refusion for elafgiften? Det er svært at regne ud, hvilken løsning der vil være den bedste, når din nye elbil skal oplades.

Konkurrencerådets analyse ”Konkurrencen på markedet for opladning af elbiler” viser, at knap halvdelen af elbilejere med en privat ladeboks har valgt en anden ladeløsning end den, som havde været billigst for dem. I gennemsnit har de betalt 70 procent mere end den billigste løsning.

Omregnet til kroner og øre vil det svare til en gennemsnitlig merpris på 520 kroner om måneden i november 2022, hvor elprisen var høj, og 320 kroner i maj 2022, hvor elprisen lå i et mere normalt leje.

Den rigtige løsning ligger dog sjældent lige for, da det er svært at gennemskue priserne og vide, hvad man egentlig betaler for. Samtidig er der en række andre forhold, som gør det dyrt og besværligt at lade sin bil op. Konkurrencerådet har fremlagt syv anbefalinger, som vil gøre det nemmere at være forbruger og styrke konkurrencen blandt ladeoperatørerne.

"Konkurrencerådets anbefalinger gør, at forbrugerne i langt højere grad kan oplade elbilen uden at skulle have adgang til særlige betalingsformer og køre efter bestemte operatørers standere. De vil også nemmere kunne skifte til en anden ladeoperatør hjemme", siger Konkurrencerådets formand, Christian Schultz.

Det er især kørselsbehovet og lademønsteret, som afgør, hvilken løsning der er billigst for den enkelte. De fleste forbrugere undersøger flere konkrete priser, før de vælger en ladeløsning, men to ud fem sammenligner slet ikke priser, før de vælger.

"Har man først fået installeret en ladeboks derhjemme, så kan det i mange tilfælde koste flere tusinde kroner at skifte ladeoperatør. Det skyldes, at ladeboksen typisk kræves udskiftet, når en ny ladeoperatør skal overtage ansvaret for boksen. Netop den engangsudgift fastholder mange elbilister i ufordelagtige aftaler," forklarer Christian Schultz.

Blandt forbrugere, som har et abonnement på opladning hjemme, svarer to ud af tre, at de ikke har skiftet ladeoperatør, fordi det er for dyrt at skifte ladeboks. Kun hver tiende forbruger, som har haft elbil i mere end tre år, har skiftet leverandør af opladning inden for de seneste to år.

Når forbrugerne køber en elbil, er det normalt at få tilbudt et abonnement på opladning af bilforhandleren. I undersøgelsen svarer to tredjedele, at de har accepteret dette tilbud.

"Fokus vil være rettet mod bilen, når forbrugeren står hos bilforhandleren for at købe en elbil. Forbrugeren er ikke nødvendigvis opmærksom på, at det også har stor økonomisk betydning, hvis man uden videre accepterer den ladeløsning, som bilforhandleren tilbyder. Det er den nemme løsning, men det kan også være den dyre løsning, som er svær at komme ud af," siger Christian Schultz.

Med Konkurrencerådets analyse følger syv anbefalinger til at styrke konkurrencen på markedet; herunder at afskaffe den såkaldte refusionsmodel og i en periode forbyde bundling, hvor prisen på hjemmeopladning ikke må afhænge af, om forbrugeren er kunde hos samme operatør på udeopladning og omvendt.

Som led i analysen har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemført spørgeundersøgelser blandt ca. 1.000 danske el- og plug-in-hybrid-bilister i maj og november 2022. Styrelsen har desuden i to omgange beregnet den billigste ladeløsning for mere end 400 elbilejere med egen ladeboks. Beregningerne er sammenholdt med de faktiske løsninger, som elbilejerne har valgt.

Analysen bygger på flere andre datakilder – blandt andet en database over offentligt tilgængelige ladestandere og data fra ladeoperatørerne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har derudover holdt møder med markedets aktører og interessenter og indsamlet erfaringer fra andre lande.

Faktaboks: Ladeløsninger til elbiler

Beregningerne i Konkurrencerådets analyse tager udgangspunkt i tre forskellige opladningsløsninger, som er typiske på markedet:

Ladeboks med serviceaftale

Forbrugeren, som har en ladeboks hjemme og betaler et fast månedligt beløb til udbyderen af serviceaftalen. Serviceaftalen inkluderer blandt andet, at ladeoperatøren søger afgiftsrefusion på forbrugerens vegne og har ansvar for ladeboksen. Forbrugeren afregner elforbruget til opladning af elbilen med sit eget elselskab. Ønsker man at lade ude med denne løsning, kan man betale ad hoc.

Ladeboks uden serviceaftale

Forbrugeren har en ladeboks uden serviceaftale installeret derhjemme. Forbrugeren afregner elforbruget til opladning af elbilen med sit eget elselskab. Ønsker man at lade ude med denne løsning, kan man betale ad hoc. Forbrugeren kan ikke få refusion for elafgiften, fordi det kræver, at en ladeoperatør søger om at få den udbetalt.

Abonnementsordning

Med en abonnementsordning betaler man en månedlig abonnementspris, som omfatter både serviceaftale på ladeboksen og opladning ude. Forbrugeren afregner elforbruget til opladning af elbilen hjemme med sit eget elselskab.


Pressekontakt

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.

Links

Gode råd til elbilister

  • Dit kørselsbehov og lademønster har stor betydning for, hvilken løsning der er billigst for dig. Vurdér både, hvor mange kilometer du årligt kører, og hvor meget du lader på farten og hjemme, hvis du har mulighed for at få egen ladeboks.
  • Undersøg hvad forskellige løsninger vil koste over for eksempel en to- og femårig periode, før du tager beslutning om din ladeløsning. På den lange bane er det ikke nødvendigvis fordelagtigt at leje ladeboksen.
  • Hold øje med kampagner. Der kan være gode tilbud i markedet.
  • Abonnementer kan være en billig løsning, hvis du har et stort opladningsbehov. Ved et abonnement kender du i højere grad prisen på forhånd.
  • Har du et lille kørselsbehov, kan det ofte bedst betale sig at have en privat ladeboks uden serviceaftale. Det er svært at sige præcis, hvornår det skifter, men det ligger et sted mellem 5.000-10.000 årligt kørte kilometer.
  • Har du allerede reduceret elafgift, har du ikke mulighed for at få afgiftsrefusion via en serviceaftale. Det gælder for eksempel, hvis du har elvarme.
  • Før du indgår en aftale om en opladningsløsning, så tjek, hvad det eventuelt vil koste at skifte ladeoperatør. Vær opmærksom på, at der både kan være udgifter til at få sat en ny ladeboks op og få afmonteret den gamle.


Illustration

Illustration kan benyttes frit i forbindelse med redaktionel omtale af forbrug.dk ved kreditering af Louise Thrane Jensen.

Download illustration i høj opløsning

 

Elbilister vælger ofte for dyre ladeløsninger
Illustration: Louise Thrane Jensen