For virksomheder
Omlevering af varen
Når du omleverer en vare, skal kunden have en ny vare magen til den gamle. Det er en forudsætning, at en omlevering er gratis og uden væsentlig ulempe for kunden.
Denne artikel er for virksomheder. Hvis du er forbruger, gå til Forbrugerleksikon.
Det er omlevering, når du udleverer en ny vare til kunden.
Du kan tilbyde at omlevere varen, hvis du har varen på lager eller kan skaffe den inden for rimelig tid. Varen skal være magen til den vare, kunden oprindeligt købte. Samme mærke, samme model, samme farve. Hvis du ikke kan skaffe en ny vare til kunden, må du i stedet betale købesummen retur.
Nogle modeller er kun på markedet i ganske kort tid, fx inden for elektronik. Hvis kunden synes, at det er i orden, kan du omlevere til en anden eller nyere model.
Hvis kunden selv ønsker en nyere model, selvom du godt kan skaffe den gamle, svarer det til et nyt køb. Kunden skal selvfølgelig betale en eventuel prisforskel. Kunden kan ikke kræve at få en nyere model, når den gamle stadig kan skaffes. I kan dog blive enige om det.
- Du må kun omlevere med nye varer. Kunden har ikke pligt til at tage imod en renoveret vare, fx en renoveret mobiltelefon.
- Når du omleverer, skal det ske inden for rimelig tid. Hvis du er for længe om at skaffe den nye vare hjem, kan kunden i stedet forlange at hæve købet.
- Når du har omleveret en vare, løber der en ny toårig reklamationsfrist på den nye vare fra omleveringsdagen. Der løber desuden tre år på den oprindelige fejl, hvis det viser sig, at den nye vare har samme fejl.
Opdateret 01.01.2022