Pressemeddelelse

Guide: Gode råd til flytning ved studiestart

Studiepladserne er fordelt, og mange står foran at skulle flytte. For nogle er det første flytning hjemmefra. Vi giver her gode råd, som kan hjælpe til at lave en huskeliste til flytningen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet.

Efter sommerferien er der især mange unge, der skal flytte, fordi de er kommet ind på drømmestudiet. Der er mange ting at huske og holde styr på, når man skal flytte. Vi har her samlet en række gode råd til dig, der står over for at flytte.

Susanne Aamann, der er forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, siger:

Det at flytte indebærer en masse overvejelser og forandringer. Særligt hvis du flytter hjemmefra. Det er vigtigt at få taget stilling til sine forsikringer, men der skal også træffes andre valg, hvor økonomien kan spille en rolle. Ofte kan der være en hel del at hente ved at blive skarp på sine behov og tjekke priser hos flere leverandører.
Flytter du hjemmefra, så vær opmærksom på, at du ikke længere er en del af dine forældres husstand. Det kan have betydning for dine abonnementer. For eksempel kan dine forældre have indgået aftaler om mobiltelefoni, musiktjenester og fitnesscentre, som kun gælder for personer med samme adresse som dem.
Det er især vigtigt at være opmærksom på sine forsikringer. Overvej, hvad du gerne vil have forsikret og indhent tilbud fra flere forsikringsselskaber. Især indbo-, ansvars- og ulykkesforsikring er værd at overveje. Vær også opmærksom på, at dine forældres indboforsikring kan indeholde en rejseforsikring, som du ikke længere er dækket af.
Vælger du at købe brugt, så er det ofte billigere, og der kan også være et klimahensyn. Her skal du blot vide, at dine rettigheder ikke er de samme ved private handler, som hvis du har købt hos en erhvervsdrivende. Det gælder, uanset om det er bøger til studiet, en sofa, et køleskab eller et brugt tv.

Anmeld din flytning

Du har pligt til at meddele de offentlige myndigheder, at du flytter. Først og fremmest er det vigtigt, at du kontakter din nye kommunes folkeregisterkontor. Du skal melde din flytning til folkeregisterkontoret i tilflytningskommunen senest 5 dage efter flytningen. Glemmer du det, kan du blive pålagt en bøde.

Indboforsikring

Det er en god idé at tegne en indboforsikring, da den dækker skader på dine personlige ejendele, for eksempel ved tyveri og brand. Desuden tilbyder mange forsikringsselskaber rabat til studerende på deres forsikring. Indboforsikringen indeholder typisk en ansvarsforsikring samt en retshjælpsforsikring. Nogle indboforsikringer indeholder også en rejseforsikring.

Forsikringsselskabet vil typisk tilbyde dig en række tillægsdækninger til din indboforsikring, for eksempel ”udvidet cykeldækning” eller ”elektronikforsikring”. Overvej, om din cykel, mobiltelefon eller andet elektronisk udstyr er det værd, før du beslutter dig.

Du skal være opmærksom på, om den forsikring, du gerne vil tegne, betyder, at værdien af det tabte erstattes som ny pris eller brugt pris. Hold øje med størrelsen af en eventuel selvrisiko og prøv selv at sætte værdi på alle dine ejendele for at få en ide om, hvor godt du ønsker at være dækket.

Med andre ord: læs dine forsikringsbetingelser grundigt og spørg selskabet om det, du er i tvivl om.

Internet, tv og streaming

Undersøg dit nuværende forbrug og overvej, om du har brug for ekstra tjenester, som eksempelvis giver adgang til at streame musik. Nogle internet- og tv-udbydere har streamingtjenester med i deres aftaler.

Hvis du flytter ind i en boligforening, der allerede har tegnet fælles aftaler for internet og tv, kan du have mulighed for at tilslutte dig de eksisterende aftaler. Ofte kan foreninger opnå særlige priser, men du kan også vælge at lave dine egne aftaler.

Elregninger

Du kan frit vælge elselskab, når du flytter til en ny bolig. Vælger du et introduktionstilbud, så vær opmærksom på, hvad der sker, når tilbuddet udløber. Selvom elmåleren er fjernaflæst, og elselskabet automatisk kan hente aflæsningen, er det en god idé at tage billeder af, hvad elmåleren står på, når du flytter ind. Du skal være opmærksom på, at dit forventede elforbrug og dermed dine a conto-betalinger kan være beregnet på baggrund af de tidligere beboeres forbrug af strøm. Kontakt derfor dit elselskab, hvis du vil ændre på dit forventede forbrug. Elselskabet er dog ikke forpligtet til at ændre din a conto-beregning, men det skal kunne dokumentere, at beregningen er berettiget.

Valg af tandlæge

Flytning er en god anledning til at undersøge, om du har den rette tandlæge. Besøg hjemmesiden sundhed.dk, hvor du kan sammenligne priser hos forskellige tandlæger i samme område. Du behøver ikke have tandlæge i samme område, som du bor. Derfor er det en god idé også at undersøge tandlægepriserne tæt på dit studie eller i den by, du flytter fra, hvis du forventer stadig at komme der.

Tidligere i år har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen undersøgt tandlægepriser for henholdsvis rodbehandling, fyldning og indsættelse af krone. Undersøgelsen viste store prisforskelle, også inden for samme bygrænse. Der er derfor god grund til at undersøge mulighederne, om end andre forhold end lige pris kan have betydning for dit valg.

Køb af brugte varer                                                     

Når du køber brugte varer af en virksomhed – enten i en fysisk butik, på nettet eller måske på et loppemarked – så gælder de forbrugerbeskyttende regler i købeloven. Det betyder blandt andet, at du har to års reklamationsret og ret til at få repareret eller leveret varen om til en ny, hvis den viser sig at have en fejl, der er dækket af købeloven. Vær opmærksom på, at der kan gælde andre regler, når du handler med en privatperson. Særligt ved køb af dyre varer er det en god idé at bede om at få den oprindelige kvittering med i købet. Og mød så vidt muligt sælgeren ansigt-til-ansigt og pas på med at betale forud. Du risikerer, at varen ikke dukker op, og at dine penge er tabt.

Abonnementer

Vær opmærksom på, at du ikke længere er medlem af dine forældres husstand, når du flytter. Det kan have betydning for dine abonnementer. Hvis du er nødt til at tegne et nyt abonnement på eksempelvis mobiltelefoni eller fitness, så har du en frist på 14 dage til at fortryde aftalen, hvis den er indgået på nettet. Læg derudover mærke til, om der er tale om en løbende aftale eller en tidsbegrænset aftale. Ved en løbende aftale bliver abonnementet ved, indtil du opsiger det. Det er ikke nok bare at holde op med at betale. Ved en tidsbegrænset aftale løber abonnementet i en aftalt periode. Hvis du ønsker at fortsætte, må du tegne et nyt abonnement for en ny periode.

Før du tegner et nyt mobilabonnement, så gøre dig klart, hvad dine behov er. Eksempelvis om du taler meget i telefon, går meget på nettet eller ringer meget til udlandet. Du kan bruge prissammenligningssider på nettet til at se de forskellige mobilselskabers tilbud. Tjek også priserne på mobilselskabernes egne hjemmesider. Når du først har tegnet et mobilabonnement, må mobilselskaberne binde dig til det i maksimalt 6 måneder. Efter 5 måneder kan du opsige dit abonnement med 1 måneds varsel. Der er dog mobilselskaber, som reklamerer med ingen binding, så du kan opsige dit mobilabonnement fra dag til dag.

Guide: Husk dette når du flytter hjemmefra

  • Anmeld din flytning til de offentlige myndigheder og senest 5 dage efter flytningen. Ellers risikerer du at få en bøde.
  • Undersøg, hvad du har brug for af forsikringer. Du er ikke længere omfattet af dine forældres indboforsikring, når du er flyttet hjemmefra, så det er en god idé at tegne sådan en til dig selv.
  • Gør op med dig selv, hvilket forbrug du har af internet, tv og streaming og undersøg markedet. Nogle internet- og tv-udbydere har streamingtjenester med i deres aftaler.
  • Dit elselskab kan beregne dit forventede elforbrug og dine a conto-betalinger på baggrund af de tidligere beboeres forbrug. Hold derfor øje med dit forbrug og kontakt elselskabet, hvis der skal ændres noget.
  • Undersøg dine muligheder for valg af tandlæge på sundhed.dk. Der kan være en del penge at spare, også inden for samme bygrænse.
  • Vær opmærksom på dine rettigheder, når du køber brugte varer. Der kan gælde andre regler, når du handler med en privatperson, end når du handler i en fysisk butik eller på nettet.
  • Før du tegner et nyt abonnement på eksempelvis mobiltelefoni, så overvej dit behov. Sammenlign herefter dine muligheder på nettet og find det abonnement, der passer til dig. Vær opmærksom på, hvad du binder dig til.

Pressekontakt:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.

Links:

Få flere gode råd om dit forbrug, når du flytter hjemmefra på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk.

Læs om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse af tandlægepriser fra maj 2023.

Få gode råd om at tegne forsikring og læs om de forskellige typer.

Link til illustration - kan benyttes frit i forbindelse med redaktionel omtale af forbrug.dk ved kreditering af Louise Thrane Jensen.