Pressemeddelelse

Coronarestriktioner giver usikkerhed om rejser før afgang

Krav om en negativ PCR-test, der er mindre end 48 timer gammel, kan gøre rejsen usikker helt frem til afrejsetidspunktet. Skirejsende til Østrig har for nylig oplevet nye restriktioner med kort varsel, og det samme kan gælde andre lande. Forbruger Europa og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beskriver her, hvilket ansvar og hvilke rettigheder der gælder for de rejselystne danskere.

Denne pressemeddelelse er udsendt den 19. januar 2022.


Skisæsonen er startet, og mange danskere er klar med skistavene til en tur på de sneklædte pister. Men coronasmitten er fortsat høj i mange europæiske lande, og restriktioner kan måske ende med at spænde ben for rejsen. Blandt andet har Østrig netop indført en række restriktioner, som skaber usikkerhed for nogle af de danskere, som har set frem til en skiferie i de østrigske alper.

Forbruger Europa og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet.

Dit ansvar at have styr på kravene inden afrejsen

Der kan med kort varsel komme nye restriktioner på rejsemålet. Det er derfor en god idé at holde øje med de krav, der stilles til rejsende på rejsemålet. Det kan eksempelvis være krav om test eller vaccination, udfyldelse af indrejseformular mv.

”Det kan ende med at være spildte penge, hvis du ikke har sørget for at opfylde kravene for indrejse, uanset om du har købt en pakkerejse eller har købt fx flybillet og hotel separat. Det kan være krav om vaccination, test før eller efter ankomst eller korrekt udfyldte indrejsedokumenter. Hold derfor løbende øje med, hvad der gælder på rejsemålet,” siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa.

Tjek, om du er forsikret

Uanset om du har bestilt en pakkerejse eller har købt rejseydelser, såsom indlogering og transport, separat, er det en god idé at tjekke, om du er forsikret, og få oplyst, præcist hvordan forsikringen dækker fx afbestilling i tilfælde af coronasmitte og tvungen isolationsophold på destinationen.    

”Du kan være forsikret via din rejseforsikring. Men du kan også have købt en afbestillingsforsikring med, da du købte pakkerejsen, hotellet eller transporten, eller du kan være dækket ind via din indboforsikring eller dit kreditkort,” siger Lars Arent. 

Separate rejseydelser: Ingen lovsikret fortrydelsesret

Hvis du selv har sammensat rejsen og fx købt transport og indlogering hver for sig, har du ingen lovsikret fortrydelsesret. Det betyder, at du som udgangspunkt ikke har ret til at få det fulde beløb tilbage, hvis du selv ønsker at aflyse turen, medmindre det fremgår af aftalevilkårene.

”Hvis du selv afbestiller en rejseydelse – det kan være transport, skihytte, liftkort eller leje af skiudstyr – har du ikke en lovbestemt fortrydelsesret. Det betyder at du som udgangspunkt ikke har krav på at få det fulde beløb tilbage, medmindre det står i aftalevilkårene. Hvis det omvendt er virksomheden, som du har indgået en aftale med, der aflyser, kan du have ret til refundering,” siger Lars Arent.

Pakkerejser: Tjek vilkår og vær opmærksom inden du afbestiller

Hvis du ønsker at afbestille en pakkerejse på grund af restriktioner på rejsemålet, vil dine muligheder for at få det fulde beløb tilbagebetalt blandt andet afhænge af, hvor tæt du er på afrejsedatoen, hvad der var gældende på bestillingstidspunktet og om restriktionerne fortsat er gældende på rejsetidspunktet. Så selvom restriktionerne lige nu ser ud til at påvirke din rejse, kan det være klogt at forholde sig afventende, indtil du er tættere på afrejsedatoen.

”Du kan jo være heldig, at restriktionerne fjernes igen, når vi kommer tættere på afrejsedatoen. Og det er ikke sikkert, at du kan få pengene tilbage, hvis du selv har aflyst lang tid før afrejsedatoen. Omvendt vil det muligvis koste dig et større afbestillingsgebyr, jo tættere du kommer på afrejsedatoen, så tjek gerne aftalevilkårene, og hør eventuelt rejseselskabet om dine muligheder,” siger Lars Arent.

I en tidligere afgørelse fra Pakkerejse-Ankenævnet fandt nævnet ikke, at forbrugeren havde godtgjort, at indrejserestriktionerne også ville være gældende på afrejsetidspunktet. Forbrugerens afbestilling af rejsen var derfor omfattet af rejsearrangørens afbestillingsregler, og forbrugeren kunne derfor ikke hæve aftalen og få hele rejsens pris retur.

Nye rejserestriktioner i Østrig skaber usikkerhed

Har du købt en pakkerejse til Østrig, men er du forhindret i at tage afsted, fordi det ikke er muligt for dig at opfylde krav til fx vaccination eller negativ test, er det endnu usikkert, om du har ret til at få det fulde beløb refunderet fra rejseselskabet.

”Det er endnu usikkert, hvad der gælder, hvis du ikke kan opfylde personlige krav, såsom krav til antal vaccinationer eller negativ test. Det skyldes, at det er en ny situation, som vi endnu ikke har fået afgjort hos klagenævnene eller ved domstolene,” siger Lars Arent.

”Tag kontakt til rejseselskabet og eventuelt forsikringsselskabet. Hvis du er uenig i deres vurdering, kan du oprette en sag hos henholdsvis Pakkerejse-Ankenævnet eller Ankenævnet for Forsikring. Hvis rejseselskabet ligger i et andet EU-land, Norge eller Island, kan du få gratis juridisk hjælp til din klage hos Forbruger Europa,” siger Lars Arent.

Læs mere om dine rettigheder, når du rejser

Du kan læse mere om dine rettigheder i forbindelse med restriktioner på rejsen hos Forbruger Europa på www.forbrugereuropa.dk og på den offentlige forbrugerportal www.forbrug.dk.

Pressekontakt:

  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98
  • Forbruger Europas pressemedarbejder: 41 71 50 75