Pressemeddelelse
Alle tv-seere er fri af fælles tv-aftaler
Samtlige husstande i boligforeninger kan i dag frit vælge tv. Foreningen kan stadig indkøbe en fælles tv-pakke, men den enkelte beboer skal have mulighed for at takke nej. Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, giver mere information om blandt andet opsigelse af tv-pakker.
Denne pressemeddelelse er udsendt den 28. juni 2018.
Din nabo vil kun se VM i fodbold. Du vil måske helst se amerikanske tv-serier. Og din overbo vil slet ikke se tv, men hellere nyde solen og streame, når det passer.
Selvom I bor i samme opgang, er det ikke nødvendigvis det samme indhold, I zapper hen på lørdag aften eller de andre af ugens dage, når I sidder i sofaen derhjemme.
Tidligere var mange danskere bundet til den samme tv-aftale som naboerne. Men det er slut. Siden nytår har alle beboere i foreninger og udlejningsejendomme kunnet vælge deres egen tv-pakke.
Alle beboere i boligforeninger har i dag frit valg af tv-leverandør. De kan melde sig ud af den pakke, som foreningen har indkøbt, og slippe for at betale til opgangens tv-forbrug. Tjek dog pris og behov, før du melder dig ud. Der kan være en længere frist til at opsige, og det kan være, at foreningens pakke er både billigere og bedre end den tv-pakke, du selv kan købe,
siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Søren Bo Rasmussen.
For snart to år siden fik de fleste boligforeninger frit tv-valg, og efter nytår kom den sidste gruppe - nemlig ejendomme med gamle såkaldte sløjfeanlæg - med.
Det betyder, at også deres beboere kan vælge mellem ingenting eller hele paletten fra dyreprogrammer over Disney til superligafodbold.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen råder husstande, der tidligere har haft tv via et fællesantenneanlæg, til at tjekke, om deres nuværende tv-abonnement passer med det, de har brug for og den pris, de vil betale.
Er du en af de danskere, som har fået frit valg af tv-leverandør, så har du en oplagt mulighed for at tjekke, om du kan få en tv-løsning, der passer bedre til dit behov. Det kan vise sig at være bedre og billigere for dig at abonnere på en anden tv-pakke eller måske en streamingtjeneste. Det kan også være, at du slet ikke ønsker at se tv,
siger Søren Bo Rasmussen.
På den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, kan forbrugerne læse mere om reglerne for at opsige den fælles tv-aftale og om de overgangsordninger for opsigelse, der kan være i forbindelse med det frie tv-valg.
De kan også få råd til, hvad de skal overveje, før de slår sig fast på en bestemt tv-leverandør.
Guide: Sådan opsiger du den fælles tv-aftale
- Spørg din forening eller udlejer, hvilke opsigelsesvarsler der gælder for jeres ejendom. Typisk har du en måneds opsigelse til udgangen af en måned, men der kan være overgangsordninger, der gør, at opsigelsesvarslet er længere, fx tre måneder eller ét år
- Frameld dig den fælles tv-forsyning skriftligt. Send din opsigelse til udlejeren eller foreningens bestyrelse
- Vær opmærksom på, at foreningen/udlejeren ikke må opkræve et gebyr, når du framelder dig
- Få svar på flere spørgsmål om det frie tv-valg i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udvidede FAQ
Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk
For yderligere information:
Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98