Priser

Tilbud og udsalg: Værd at vide om før og nu-priser

”Før og nu”, ”normalpris/tilbudspris” eller ”spar x procent”. Der er grænser for, hvor længe butikken må annoncere med, at en vare er på tilbud. Føler du dig vildledt, kan du klage til Forbrugerombudsmanden.

De handlende må kun bruge udtryk som fx ”chokpris”, ”tilbud” og ”ophørsudsalg”, hvis købet er særlig fordelagtigt. Hvis der indirekte bliver angivet en prisnedsættelse, når udtrykkene bliver brugt, skal varens normalpris også oplyses.

Slutspurt

Butikken må gerne sætte prisen ekstra ned og bruge udtryk som ”slutspurt - spar 30 procent” i sin markedsføring.

Slagtilbud

Har butikken kun sat et begrænset antal varer til salg til den fordelagtige pris, skal butikken tydeligt oplyse om det i annoncen. Der kan fx stå, at der kun er et ”begrænset antal” varer eller ”så længe lager haves”. Er antallet af varer meget begrænset, bør det oplyses, at der er meget få.

Når du vurderer ugens tilbud, skal du være kritisk. Ikke alle tilbud er gode tilbud for dig. Selvom tilbuddet er godt, har du måske slet ikke behov for varen. Så bruger du faktisk penge, du ellers ikke ville have brugt.

”Spar op til…”

Udtrykket dækker typisk over, at en række varer sælges til den samme pris, men at nogle varer oprindeligt var dyrere, og dermed er sat mere ned end andre. Det lyder tillokkende, at der er meget at spare, men det gælder måske ikke for netop den vare, du ønsker at købe. Vær opmærksom på, hvad du reelt sparer.

Mængderabatter

Der er ofte penge at spare, når man køber flere af samme slags, men ikke alle tilbud er lige gode. Gør dig nogle overvejelser, inden du fylder kurven op:

  • Hvor stor rabat er der reelt tale om?
  • Hvor ofte køber du normalt varen?
  • Har du overhovedet brug for mange af den slags varer?
  • Kan du eventuelt dele tilbuddet med andre?

Se efter kiloprisen

Nogle tilbud kan være svære at gennemskue. Fx kan det være en anden størrelse pakke, end varen normalt sælges i.

Butikken skal oplyse en såkaldt enhedspris, fx kilopris, på de fleste dagligvarer. Brug den pris til at tjekke, hvor godt tilbuddet egentlig er.

Er varen pengene værd?

Når du overvejer at købe en tilbudsvare, skal du se på den pris, du skal betale, og ikke den påståede besparelse. Selvom varen er sat ned, kan prisen stadig være høj i forhold til varens kvalitet.

Gule skilte

Et gult skilt på en vare signalerer tilbud. Det betaler sig dog at regne lidt på, hvor godt tilbuddet egentlig er. Måske er det ikke et tilbud, men bare et gult skilt. Du kan også støde på andre markedsføringsgreb, hvis du handler på nettet. Fx kan der stå ”kun få tilbage” eller ”tilbuddet udløber om 3 timer”. Lad dig ikke presse til at købe noget, før du har tjekket, om det reelt er et godt tilbud for dig.

Sammenligning af tilbud

Falder du for et tilbud, når du planlægger dine indkøb? Så tjek, om du kan få varen til en bedre pris et andet sted.

Brug fx din smartphone eller tablet til at sammenligne priser på dagligvarer i dit nærområde. Din smartphone og tablet har en indbygget GPS, så du kan sammenligne priser på varer i de butikker, der ligger lige i nærheden. Du sparer tid og udnytter samtidig butikkernes gode tilbud.

Vær opmærksom på, at denne type hjemmesider og apps sammenligner priser på baggrund af butikkernes tilbudsaviser, der ikke omfatter alle butikkens varer.

Læs mere om pristjek på nettet

De fleste dagligvarebutikker tilbyder elektronisk adgang til deres tilbudsaviser. Du kan læse de elektroniske tilbudsaviser via din computer, tablet eller smartphone. Det foregår enten via en browser eller apps.

Du kan også bruge prissammenligningssider til at tjekke, hvor du kan få en vare til den bedste pris. Vær opmærksom på, hvordan søgeresultaterne rangeres – vises det billigste produkt øverst eller fx et anbefalet.

Vær også opmærksom på, at virksomhederne kan betale for at blive fremhævet i din søgning, fx ved at du ser deres produkt øverst.

Quiz om udsalg

Tag quizzen

Tobaksreklamer er forbudt

Det er forbudt at vise og reklamere for:

  • tobaksvarer (herunder varer, der er beregnet til at blive benyttet sammen med tobaksvarer)
  • tobakssurrogater (fx nikotinposer)
  • urtebaserede rygeprodukter
  • elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere

Det betyder fx, at disse produkter ikke må være synlige for forbrugere. Et fysisk salgssted må dog give køber en liste med neutrale oplysninger om produkter og pris og må vise produkterne, når køberen anmoder om det.

Reklameforbuddet gælder alle steder, fx på nettet, på digitale skærme og i trykte medier samt på skilte og på gaden.

Der er nogle undtagelser for fysiske specialbutikker. Fx må fysiske butikker, der er specialiserede i at sælge cigarer, piber og pibetobak, reklamere for disse produkter inde i specialbutikken, i butiksvinduer og på butiksfacaden.

Fysiske butikker, der er specialiserede i at sælge elektroniske cigaretter, må ikke reklamere i butikken, i butiksvinduer og på facaden. Udstillingsforbuddet gælder dog ikke for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere inde i disse butikker. Derfor må disse produkter være placeret på en neutral måde i specialbutikken, fx på hylder, i bokse eller i kasser, som ikke må have en reklameeffekt.

Ofte stillede spørgsmål

Butikker må ikke bruge forkerte førpriser i forbindelse med udsalg. 

Læs mere om reglerne for varer på tilbud

En butik har ret til at ændre prisen på en vare, når den vil, og de ansatte behøver ikke at vide, hvilke varer der kommer på udsalg. Man kan derfor ikke forlange penge tilbage, hvis prisen på en vare nedsættes kort tid efter købet. 

Læs mere om priser

Hvis butikken annoncerer med slagtilbud og kun har sat et begrænset antal varer til salg til den fordelagtige pris, skal butikken tydeligt oplyse om dette i annoncer og reklamer. Er der kun meget få varer, skal butikken oplyse, at der er meget få eksemplarer i de enkelte butikker.

Læs mere om reglerne for varer på tilbud

Når en købsaftale er indgået mellem dig og butikken, ligger prisen fast, også selvom butikken ugen efter sætter varen på tilbud til en lavere pris.

Læs mere om priser

Du kan normalt forlange at købe varen til den pris, der står på prismærket, også selvom det ved en fejl er en forkert pris.

Du kan dog ikke få varen til den forkerte pris, hvis det er åbenlyst, at der er sket en fejl.

Læs mere om priser

Købelovens reklamationsret på to år dækker alle fejl, der var til stede på købstidspunktet, også selv om varen er købt på udsalg.

Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du blev gjort opmærksom på, da du købte varen, og som er begrundelsen for, at varen blev sat ned i pris.

Læs mere om dine rettigheder ved udsalg

Hvis du har købt udsalgsvaren i en fysisk butik, har du ikke fortrydelsesret, medmindre det er aftalt, eller det er en service, butikken har valgt at tilbyde. Hvis butikken normalt tilbyder fortrydelsesret, skal de skilte meget tydeligt, hvis det ikke gælder for udsalgsvarer.

Hvis du har købt udsalgsvaren på nettet, har du 14 dages fortrydelsesret – også på udsalgsvarer - og du har ret til at få dine penge igen. Fortrydelsesretten løber, fra du modtager varen.

Læs mere om dine rettigheder ved udsalg

Læs mere om fortrydelsesretten

Klager over prismarkedsføring

Det er Forbrugerombudsmanden, som overvåger, om butikkerne overholder reglerne for prismarkedsføring.

 

Føler du dig vildledt af en butiks oplysninger om priser, fx før-priser og normalpriser, kan du klage til Forbrugerombudsmanden.



Læs mere om dine klagemuligheder på forbrugerombudsmanden.dk

Relevant lovgivning

Markedsføringslovens §§ 4, 5, 6, 8 samt 13.

 

Forbrugerombudsmanden har i samarbejde med en lang række brancheorganisationer og andre interessenter forhandlet nye retningslinjer for prismarkedsføring.


Den senest reviderede version trådte i kraft den 28. maj 2022.

Hent retningslinjer for prismarkedsføring (pdf)